flere Ordener udstedte mod Betaling, hvori de gjorde dem, de løde paa, deelagtige i alle Brødrenes gode Gjerninger. Af slige kun med Navne og Datering udfyldte Afladsblanketter haves endnu mange i Behold, udstedte især af Tiggermunkene og Johannitterne. Med Hensyn til det Offer, der ellers faldt paa de forskjellige Altere i Kirkerne, vare forskjellige Bestemmelser gjældende; i Almindelighed deeltes det mellem Kirken og vedkommende Alterprest; i Klostrene derimod kunde Prestmunken ikke tilegne sig personlig Noget af hvad der faldt paa hans Alter, og disse Offere maa derfor alle have gaaet ind i Klostrets Regnskaber. – En Indtægtskilde af lignende Art var omdragende Munkes eller Lægbrødres Indsamling af Almisser, Offer og Testamentgaver. Det kaldtes terminatio, terminare, og Indsamleren terminarius, fordi han skulde holde sig inden Stiftets Grændse. Det var oprindelig kun Tiggermunkene som skulde søge sit Erhverv paa denne Viis; men ogsaa de øvrige Ordener toge efter, og Paven selv anviste dem Maaden. Ligesom nemlig denne udsendte Afladskræmmere over hele Christenheden for at skrabe Penge sammen, men efter Udtrykkene for at spare Syge, Gamle og Andre, der hindredes fra personlig at valfarte til Rom, for forøgede Udgifter med de frivillige Gavers Fremsendelse, saaledes erhvervede Munkene lignende Tilladelse hos Biskoppen, til inden Stiftet paa samme Maade at omsende en Broder, for at modtage frivillige Gaver, der betaltes med Aflads- eller Brødrelags-Breve. Det rige Vadstena selv gav Exemplet[1], der uden Tvivl fulgtes af Munkeliv, ligesom Johannitterne og Antonianerne den hele Tid paa denne Maade toge sig af Sjælepleien. Terminarierne gik snart ind i hinandens Næring, og dette gav Anledning til Erkebiskop Aslaks ovennævnte Statut af 1435.
5. Betaling for nye Brødres og Søstres Optagelse var en Indtægt, som Klostrene maatte modtage, men ikke kræve eller gjøre til en Pligt og Betingelse (ovenfor S. 93). Man negtede ikke den Formuende at yde til Klostret hvad han fandt passende, men man vilde aabne disse hellige Tilflugtssteder ogsaa for den Fattige der Intet havde at give. At Klostrene stadig overtraadte dette Paalæg kom saaledes maaske mere af et aristokratisk Ønske om at holde de lavere Stænder ude af selve Konventet, og tvinge den Fattige til at indtræde som Tyende, end
- ↑ I en Vadstena Brevbog 4to. paa kgl. Bibl. i Stockholm (F. e. II.) findes S. 117 Formularer for Abbedissens Ansøgning til vedkommende Biskop om slig Terminations-Bevilling for en tro Tjener af Klostret, da Regelen forbød Brødrene selv at drage omkring, og et Biskops-Pas for ham. Rimeligviis er denne Misbrug først opkommen i senere fordærvede Tider.
