at begrave Lig paa deres Kirkegaarde, naar den rette Sogneprest derved intet Tab led, og paa denne Maade erhvervede især Tiggerklostrene sig ofte Indtægter. At Kong Magnus Lagabøter valgte sit Gravsted hos Minoritterne i Bergen, er ovenfor omtalt, og det var vel ikke uden Nødvendighed, at han udtrykkelig forbyder Alle og Enhver heri at gjøre nogen Hinder; thi hidtil vare Kongerne blevne begravne i Domkirkerne. Prædikebrødrene i Oslo sluttede 1461 en formelig Kontrakt med St. Annæ Gildebrødre sammesteds, hvorefter disse overdroges en Tomt ved Klostret til Gildestue og et Alter i Kirken, som de selv skulde betjene og for hvis Indtægter de skulde gjøre Regnskab. Alt mod en aarlig Afgift, samt mod at alle Gildebrødrene forpligtede sig til at tage Gravsted i Klostret[1]. Herved havde Prædikebrødrene sikret sig en stor Deel af Oslo Borgeres Begravelser, og Indtægterne deraf kan ei have været ubetydelige. – De Rige, der ønskede at gjøre saamange Kirker og Klostre som muligt deelagtige i de med Begravelserne forbundne Fordele, og med det Samme skaffe sig selv en hæderlig og pragtfuld Jordefærd, bestemte undertiden, at deres Lig skulde bæres fra den ene Kirke til den anden, førend det kom til sit sidste Hvilested. Saaledes forordnede Rigsraaden Hr. Jon Marteinssøn i sit Testamente af 1401, at hans Lig skulde lægges i Oslo, først i St. Halvards Kirke, hvorfor dertil skulde gives 2 Mark og indrides med hans korte Harnisk og Hingst, som hans Arvinger, om de vilde, atter kunde indløse for 40 Mark. Derfra skulde Toget gaa til Nonneseter paa lignende Vilkaar, og fortsættes til Korskirken, Olafsklostret, Barfodbrødrene, Klemenskirken og endelig til vor Frue Kirke (Mariæ kongelige Kapel paa Øren), hvor han vilde begraves. Hver af de Kirker, som saaledes for en kort Stund modtoge Liget, fik større eller mindre Gaver, deels til Munkene eller Presterne, deels til fattige Folk[2]. Paa saadan Maade er det ikke at undres over, at Spørgsmaalet om, hos hvem en anseet Mand havde bestemt sit Gravsted, kunde give Anledning til hadefuld og langvarig Strid mellem de forskjellige Kirkers Foresatte (ovenfor S. 96).
4. Offer, især det Offer, der indkom paa de Dage, da Klostrene havde pavelig eller biskoppelig Tilladelse til at uddele Aflad til dem, der med Gaver besøgte Klosterkirkerne, hørte ogsaa med til de Indtægter, som grundede sig paa og altsaa vare afhængige af Folkets Tillid til og Agtelse for Klostret. Til denne Slags Indtægter hørte ogsaa de Afladsbreve, som
