1341 skjænkede Gro Thorleifsdatter 2 Markebol Jordegods til Dragsmarks Kloster, mod at Abbed og Brødre skulde holde hendes Aartid med Sang og Vigilier evindelig, samt (paa Aartidedagen) føde 10 fattige Mænd og lade brænde to Kjerter over hendes Grav. Desuden skulde de holde en Messe for hende paa hver Dag i hendes Aartide-Uge, og hvis disse Betingelser ikke opfyldtes, skulde det Meste af det givne Gods falde tilbage til hendes Arvinger[1]. Paa lignende Maade bestemte Lagmanden paa Orknø, Sighvat Kolbeinssøn, i sit Testamente af 1325, at Munkeliv skulde beholde de to af ham givne Gaarde saalænge, som Munkene holdt det, de havde lovet ham og hans Sjæl[2]. Undertiden forbeholdt Giverne sig udtrykkelig at blive indførte i Aartidebogen (skrásetning)[3]. Disse Exempler, der kunde forøges med mangfoldige andre, ere tilstrækkelige til at vise, at Sjælemesserne vare en vigtig Indtægtskilde for Klostrene, men at der i Tidens Længde gave Munkene nok at bestille og passe paa. Den til mange af Gaverne knyttede Betingelse, at de skulde falde tilbage til rette Arvinger, naar Messerne ikke bleve ordentlig holdte, foranledigede efter Reformationen mange Forviklinger og Krav fra Givernes Familier. Deres Paastand paa Godset blev i Almindelighed tagen til Følge, naar de beviste, at det var givet som Vederlag for nu ophørte Sjælemesser[4].
3. Betaling for Gravsted i Klostrets Kirke eller paa dets Kirkegaard indbragte ligeledes betydeligt, og staar paa det Nøieste i Forbindelse med Sjælemesserne. Den Yndest, Klostrene nøde, og den fortrinlige Hellighed, som tillagdes dem, bragte Mange til at foretrække en Klosterkirke som Hvilested for sin egen, mindre anseede Sognekirke. Paverne tillode ofte Munkene, uden Hensyn til fra hvad Menighed Vedkommende var,
- ↑ Gavebrevet er trykt hos Suhm XIII. 788.
- ↑ Munkelivs Brevbog 108–109.
- ↑ Anf. St. 53–54. Dipl. Norv. I. No. 243.
- ↑ Man feiler imidlertid, naar man i nyere Tid har villet gjøre gjældende, at Gaverne for Sjælemesser vare den eneste eller dog væsentligste Oprindelse til det nu saakaldte beneficerede Gods; thi dette Gods er endog tildeels en Arv fra Hedendommen, idet de gamle Afgudstempler med sit Gods lagdes til de første christne Kirker og Prestegaarde; men forøvrigt er det for en meget betydelig Deel samlet ved Kongers, Biskoppers og Andres ubetingede Gaver, indkjøbt af vedkommende Prest selv for rede Penge, betalt i Bøder for Overtrædelse af Kirkeloven, ydet som Vederlag for Begravelse inde i Kirken, eller for at faa christen Jord for en Selvmorder, mageskiftet for Skove, der ere udlagte til Almindinger, o. s. v. Det beneficerede Gods har Overtroen mindre at takke, end man almindelig tror.
