Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/107

99

§ 3. Indtægter og Udgifter.

uegennyttige Opofrelser til Klostrenes Bedste, som hidtil ere omtalte, men maa betragtes som en ny Art Indtægter, der indkom ved

2. Sjælemesser, Bønnehold eller Vigilier (sálotiðir, sálohjalp, bœnahalld), hvorved efter det katholske Lære begreb den Afdødes Sjæl befriedes fra Skjærsilden eller i det Mindste lindredes i de Kvaler, den der maatte udstaa. Til den Ende gav deels Vedkommende selv i sit Testamente, deels hans Efterladte, ofte betydelige Gaver til Kirker og Klostre, mod at der skulde læses Messer for hans Sjæl. Disse Sjælemesser synes at have staaet i Forbindelse med Skiftet efter den Afdøde. Dette skulde efter den ældre Lovgivning være sluttet den 7de eller senest den 30te Dag (at sjáund eða at þrittúgs morne) efter hans Afgang^[1]. Naar Skiftet sluttedes, holdtes Arveøl (érfi eller erfisøl), hvormed almindelig et sáloøl (Sjæleøl eller Gravøl) har været forenet. Heraf kommer Benævnelserne þrittúgtir og sjáund^[2] om Sjælemesser, der især benyttes i nordenfjældske Testamenter, og betegner Betaling for Sjælemesser paa Begravelses-Dagen.

Disse Messer ere følgelig forskjellige fra de aarlige eller evige Sjælemesser (anniversaria, ártiðahalld), som aarlig til evig Tid skulde holdes paa Giverens Dødsdag, hvilken derfor af vedkommende Kloster eller Kirke optegnedes i en egen Bog der benævnedes ártiðabók eller sálaskrá (obituarium). Disse Messer betaltes derfor og meget høiere end hine þrittúgtir^[3]. Ligesaa pleiede Giverne nøiagtig at bestemme, baade hvormange Messer der aarlig eller paa visse Tider skulde holdes for den givne Sum, og hvilken Pomp, hvormange Voxlys m. v. der ved denne Leilighed skulde anvendes. I sit Gavebrev af 1352 til Hovedø Kloster fastsatte Hertuginde Ingeborg, at Abbeden for de ved hendes Gave erholdte Indtægter skulde bygge et nyt Alter i Klosterkirken, hvor to Messer skulde holdes, og hun og Hendes ihukommes med Bønner. Paa hendes Aartid (Dødsdag) skulde desuden paa dette Alter ofres $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mark, en Voxfakkel paa $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Lispund brænde, og Munkene have en Tønde Øl^[4]. I

1. Ældre Gulath. Lov. Cap. 122. Nyere Landslov, Arvebolk 12. Ældre Eidsivathings-Christenret Cap. 48. Norges gamle Love. I. 51. 391. 404. II. 86.
2. Sjaund bruges endnu i Hardanger og Nordhordland i Betydning af Gravøl. (Aasens Ordbog.)
3. Saaledes gav Dronning Dorothea i 1492 500 Mark Sølv til Dragsmark Kloster, hvorfor en evig Sjælemesse der skulde holdes. Dipl. Norv. II. No. 968. 969.
4. Suhm XIII. 269–270.