deres Undermænds Skriftemaal; Provindsialerne skulle da sætte gilde Mænd af prøvet Levnet, kloge, sædelige og forstandige til dette for Sjælene saa vigtige Embede. Paa andet Vilkaar have de ikke Ret til at høre noget Skriftemaal eller til at afløse nogen Mand.“ – Ligesaa indeholder dette Statut Bestemmelser om det andet Tvisteæmne imellem Prester og Munke, nemlig om Gravfæstning. Ingen maa lokke nogen til at lade sig begrave i fremmed Sogn. „Hvis nogen Prester eller Munke vove at begrave nogen, som ikkun efter deres Overtalelse har valgt sig Gravsted i deres Kirker eller Kirkegaarde, da er det Pavens Bud, at de skulle give det nedgravne Lig tilbage hvis det kræves inden 10 Dage efter Ligfærdsdagen, men hvad de derfor have oppebaaret, skulle de tilbagegive, enten det kræves eller ikke. I modsat Fald lægger Paven Forbud paa den Kirke eller Kirkegaard, hvor Liget nedgroves, saa der hverken maa synges eller graves“[1]. – Ved et i 1351 efter Pesten afholdt Biskopsmøde i Nidaros fornyede Erkebiskop Olaf og hans Lydbiskopper de ovennævnte Forskrifter om at holde Nonneklostrene lukkede, samt Forbudet mod at optage Klosterfolk for Penge eller Proventfolk uden Biskoppens Samtykke, samt Bandsstraffen for dem, der lagde voldsom Haand paa Munk, Nonne, Klerk, Convers eller anden religiøs Person[2].
Efter denne Tid kjende vi kun et geistligt Statut, der vedkommer Klostrene. Det er udstedt af Erkebiskop Aslak Bolt i Bergen den 24de August 1435, og angaar Munkenes Omstrygen paa Tiggeri. „Blandt andre Usæder her i Provindsen er den, at Klostermænd og Andre fare og tigge Almisser, hvor dem lyster, af det ene Biskopsdømme i det andet, uden Biskops og Kapittels Lov og Vidende, hvoraf stor Avind maa komme Klostrene imellem, især fordi det Kloster, som har mange Brødre, sender nogle paa hver Kant, og faar derved flere Penge end det behøver, men de, som have god Ret til at terminere i Biskopsdømmet, savne saameget mere. Thi have vi denne Usæd med de her tilstedeværende Kanniker aldeles afskaffet, og forbyde enhver ... at tigge Almisser i andet Bispedømme end det, hvori Klostret ligger, med mindre han har Biskops og Kapittels Lov der, hvor han vil terminere. Men de Brødre, som hidkomme af andre Lande og ville tigge Almisser, skulle have særlig Lov af Erkebiskoppen, samt af Biskop og Kapittel i det Bispedømme, hvori han vil terminere, og dertil Lov af sin Formand. Hvo som anderlunde ter-
