Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/103

95

§ 2. Privilegier, Rettigheder og Lovgivning.

Under Erkebiskop Paals Forsæde holdtes atter i September 1334 et Koncilium i Nidaros, paa hvilket de ældre Forbud mod at indtage Klosterfolk for Penge fornyedes for alle Klostre, og de samme Straffe derfor fastsattes. Ligesaa maatte de ikke optage Proventfolk uden Biskoppens Samtykke. Ved dette Møde opstilledes som et nyt Tvangsmiddel, at enhver Abbed, Abbedisse eller regulær Søster ved sin Indvielse skulde aflægge Ed paa, aldrig at samtykke i slig Handel. Fremdeles forordnedes at Søsterklostrene skulde stedse, især om Natten, holdes omhyggelig lukkede, saa at ingen Klerk eller Lægmand, Regulær eller Verdslig maatte indlades efter Aftensang uden i høieste Nødsfald, og selv da ikke paa mistænkeligt Sted eller Maade. Ingen Biskop, Abbed, Abbedisse eller andre Kirkens Formænd maa sælge Kirkegods til Odel (til æfinlegrar staðfestu). Hvad herimod er skeet, skal være magtesløst og det Frasolgte igjen lægges tilbage under Kirkerne^[1]. – Ved Erkebiskop Paals 2det Statut fra Tønsberg i Juli 1336 fornyedes Jørunds Bud om, at udsende Munke fra hvert Kloster til Studium, og fastsattes, at de Klerker eller Klostermænd og deres Tilhængere, som overbevistes om overlagt Modstand mod deres Foresatte, efter Kirkeloven skulde fratages deres Værdighed^[2]. I hans 3die (udaterede) Statut indskærpes, at der ere visse Synder, hvorfra ikke simpel Prest eller Munk kan afløse, men som man maa søge Biskoppens Afløsning for, deriblandt at lægge voldsom Haand paa lærd Mand, Prest, Munk eller Nonne; fremdeles bestemmes her, i Anledning af Forskrifter om Ægteskab i forbudne Led, Bandsstraf for de Geistlige eller Klostermænd, Karle eller Koner, som vidende gifte sig^[3]. Vigtigere og mærkeligere er dette Statuts Bestemmelse angaaende Forholdet mellem Sognepresternes og Munkenes Ret at høre Skriftemaal, hvilket for de sidstes Vedkommende indskrænkedes i høiere Grad, end deres pavelige Friheder synes at tilstede. Der forbydes nemlig alle Brødre (Geistlige og Munke) at tiltage sig at høre Skriftemaal i videre Udstrækning, end det ved Loven er Sognepresterne tilladt. Kun det Skriftemaal tillades som „Prædikebrødrenes Provindsial-Priorer eller Barfodbrødrenes Ministre, eller disses Vicarier og Barfodbrødrenes Custoder ydmygt udbede sig Ret til hos Biskoppen enten for sig selv eller for de Brødre, som de dertil finde skikkede, saa at disse i deres Klostre eller Bispedømmet maa høre

1. Anf. St. III. 278. 279. 281. I. 508–511.
2. Anf. St. III. 283.
3. Anf. St. III. 286. 287.