Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/100

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
92
Andet Afsnit.


Til Landslovens Bestemmelser om Klostrene hører først og fremst den fortrinlige Fred og Hellighed, hvormed de ligesaavel som Kirkerne omhegnedes, og den forøgede Straf, som Brud paa denne Fred medførte. En lignende Hellighed værnede om Munkenes og Nonnernes Personer. Hvo der belaa en klostergiven Kvinde, straffedes med Fredløshed, ligesom Omgjængelse i forbudne Led[1]. Det var Sacrilegium, som straffedes med Band, hvoraf Paven alene eller den, han dertil gav Fuldmagt, kunde udløse den Dømte, at lægge Haand paa Prest, Klerk eller Klostermand[2]. Paa den anden Side indeholde Lovene ogsaa enkelte Bestemmelser, der sigtede til at forebygge skadelige Forviklinger. Hertil hører det Bud, at ingen Nonne maatte indvies, førend man havde Arvingernes Tilladelse dertil. Lader hun sig beligge, skal hun gaa i Biskoppens Gaard, men den, som beligger hende, være fredløs og hans Gods forbrudt til Biskoppen[3]. Ligesaa var Testationsretten til Kirker og Klostre indskrænket[4]. En Følge af Klosterlivets Væsen var det, at ingen Munk kunde være noget Gods raadig som sin Eiendom. Med Hensyn hertil bestemte derfor Lovene, at ingen Klostermand maatte gjøre Testamente, i hvilken Henseende han sattes i Lighed med Trælle, Døve, Stumme, usindige Børn og den, der er hjemme i sin Faders Gaard[5]. Christoffer af Baierns Forordning af 1443 om Klostrenes Reform ved Biskopperne og fattige Klostres Sammensmeltning m. v.[6], samt Christian IIs kortvarige Lovbog[7], som

  1. ↑ Jons Christenret c. 49. Norges gamle Love. II. 375. Det grunder sig paa Kardinal Vilhelms Statut af 16de August 1247, som satte Bandsstraf derfor. Thork. Dipl. II. 29. Norges gamle Love. I. 451. 452.
  2. ↑ Jons Christenret c. 54. Sammest. II. 379. jfr. Suhm IX. 84. Et Brev af 1376 (Dipl. Arn. Magn. fasc. 73. 1.) indeholder en Beretning til Biskop Botolf i Stavanger om en mod Gardianen i Oslo forøvet Voldsgjerning, som havde bragt Gjerningsmændene i det store Band, af hvilket Biskoppen anmodes om jure delegationis at afløse dem, da det var dem umuligt at drage til Rom.
  3. ↑ Sverres Christenret 68. Jons Christenret 49. Norges gamle Love. I. 428. II. 375.
  4. ↑ Jons Christenret c. 71, efter Kardinal Nikolaus’s Statut.
  5. ↑ Norges g. Love. II. 350. De øvrige her nævnte maatte ei gjøre Testamente, fordi de ikke var sig selv raadige, Klostermænd, fordi de havde overgivet deres Gods. At Munken ansaaes for borgerlig død, viser Dipl. Norv. I. No. 126, hvor en i Lysekloster levende Munks Hustru kaldes dennes Enke (relicta).
  6. ↑ Kofod Ankers Lovhistorie II. 564–565.
  7. ↑ Christian IIs danske Lovbøger, udg. af P. H. Resen; især S. 2. 5. 8. 9. 11. 36.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Lange_-_De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen_(2nd_ed.).djvu/100&oldid=221847»