efter Udtrykkene kun angaa Danmark, maa vi her forbigaa som Norges Lovgivning formeentlig uvedkommende, uagtet de iøvrigt ogsaa kunne kaste Lys paa Tilstanden i dette Rige, og derfor i det Følgende om Tugtens Forfald ville blive berørte. Det samme gjælder om sidstnævnte Konges strenge Forbud mod Prælaters, Klostres, Adelsmænds og Bønders Handel til Kjøstædernes Skade, der udtrykkelig kun er givet for de danske Lande[1]. Bestemmelserne om Klostrenes Ophævelse m. v. under Christian III ville finde en mere passende Plads i dette Afsnits Slutningsparagraf om Klostrenes Undergang i Norge.
Endelig haves en Samling af geistlige Statutter, vedtagne paa de af Erkebiskoppen med hans Lydbiskopper afholdte Biskopsthing eller Provindstalsynoder, der give flere Oplysninger. De ælste Synodalstatutter, som ere os opbevarede fuldstændige, ere de som Erkebiskop Jon udgav paa et Bispemøde i Bergen 1280, og hvoraf man har to Bearbeidelser. Disse Statutter slutte sig til de Indrømmelser, som ved Konkordatet i Tønsberg 1277 gjordes Geistligheden, og som her tildeels ordret gjentages. Ligesom i Christenretten fastsættes Bandsftraf for den, der lægger vred Haand paa Klerk eller Klostermand; ligesaa for den, der med ond Villie sætter Ild paa Kirke eller Kloster eller Herberge indenfor Kirkegaarden[2]. I den kortere Bearbeidelse foreskrives: „Fremdeles uagtet det i de hellige Skrifter er forbudt at kjøbe hellige Poster for Penge, som og at tage Gods af dem, som gaa i Kloster, gives der dog nogle Nonner, som uagtet disse Forbud ikke ville optage Nogen i Søstrelag uden Betaling. For at læge denne Sygdom befales, at dersom nogen Abbedisse eller Prior i Nonneklostre modtager Penge eller Gave, eller foreskriver nogen Kontrakt eller ulovlig Betingelse for nogen Kvinde, som vil indtræde i Søstrelaget, eller med Raad eller Bifald fremmer saadant, da har hun eller han ved saadan Handling forspildt sin Myndighed i Klostret. Hvad der paa den anden Side uden Aftale er dem lovlig givet eller tilbudt, skal det derimod være dem tilladt at modtage. Den samme Regel skal gjælde i alle Klostre“[3]. – „Ligesaa forbyde vi, at Klerker eller Lægmænd løbe ind i Nonneklostre uden lovlig Grund; gjør en Klerk dette, miste han sit Embede, og Lægmanden skal straffes med Forbud eller
- ↑ Hvitfeld 1170–1172. Det er dog rimeligt, at han har givet lignende Forbud i det Mindste for Oslo og Tønsberg.
- ↑ Norges gamle Love III. 234. 236. Hist. eccles. Isl. I. 464. 467.
- ↑ Norges gamle Love III. 239. Hist. eccl. Isl. I. 470. Her sigtes tydeligt til Benediktinerinderne, der ansaa sig berettigede til at fordre Indtrædelsespenge.
