i Livet langt tilbage for Lovtexten, der her ligefrem var afskreven efter Danske Lov uden særligt Hensyn til „Norges Beskaffenhed“.
Brugspantet var nemlig endnu ved Lovbogens Udgivelse uden Tvivl Landets herskende Panteform. Det syttende Aarhundrede havde været Brugspantets Blomstringstid i Norge. Vistnok var det ikke længere eneraadende; Underpantet havde begyndt at fortrænge det; men aldrig tilforn var en saadan Mængde Gods blevet bortpantet, navnlig ved de store førnævnte Statslaan. „Pantegods“ og „Pantemænd“ bliver netop i denne Tid opført som en stor Klasse Gods og Gaardbrugere ved Siden af Odelsgods og Odelsmænd samt Leilændinger. Mod Aarhundredets Slutning var det visselig noget aftaget, men fremdeles vistnok det almindeligste. Det tør vel antages, at det i Byerne ikke længere har været synderlig kjendt paa Lovbogens Tid. Ligesaa havde i de mest fremskredne Bygder Underpantet allerede da faaet Overhaand. Gjennemblader man saaledes den ældste Pantebog for Aker 1690–1700[1], finder man mest Underpant, og Brugspantet er ikke længere anvendt ved Gods, som Pantsætteren selv beboede, men kun ved Fæstegods. Ogsaa i Jarlsberg synes Forholdet at have været lignende, om ei fuldt saa fremskredet. Men komme vi kun lidt længere bort, finde vi Brugspantet forherskende endog i vore Storbygder f. Ex. paa Romerike, hvor det endnu efter 1690 var almindeligt at pantsætte sin „paaboende“ Gaard, og paa Ringerike, som da sammen med Hallingdal udgjorde et Sorenskriveri, hvori der for Aarene 1690–92 thinglystes 23 Brugs-Pantebreve, men kun 7 Under-Pantebreve[2]. Og rimeligvis har i mere afsides Bygder Underpantet været endnu langt sjeldnere. Dog tør det vel hænde, at det i Bergens Stift var mere udbredt.
Men fra Begyndelsen af 18de Aarhundrede er dette Forhold blevet meget hurtigt forandret. Hertil bidrog flere Omstændigheder. Først og fremst er vel Bevidstheden om Brugspantets Ufordelagtighed for Skyldneren bleven stedse mere udbredt, jo mere den anden Panteform blev kjendt. Selvfølgelig maatte dette være mest slaaende, hvor det gjaldt at pantsætte sin eneste Gaard.
Men ogsaa ved Fæstegods maatte Tabet ved at afgive al aarlig Indtægt til
- ↑ Fra mange søndenfjeldske Sorenskriverier findes de ældste Pantebøger, – de begynde ligeefter Lovbogen, – i Rigsarchivet, f. Ex. Aker, Jarlsberg, Romerike, Hadeland og Land. Før Frdng. 7 Febr. 1738 § 6, som byder deres Forbliven ved Jurisdiktionen, er der nemlig forholdt meget forskjelligt. Sommesteds, f. Ex. paa Ringerike, findes den ældste Pantebog endnu ved Sorenskriverarchivet. Rimeligvis ere nogle af dem ved Stiftsarchiverne. Jeg tror forøvrigt, at man mangesteds først meget senere begyndte at føre Pantebøger. Det vilde have sin Interesse, om f. Ex. Justitsdepartementet indsamlede Oplysning om, hvorlangt Pantebøgerne paa ethvert Sted gaa tilbage i Tiden og hvor de findes. Nu har Ingen rigtig Rede derpaa.
- ↑ Paa Ringerike findes endog dengang Sagbrug i Hønefossen oftere pantsatte.
