den sædvansmæssige, som vi allerede have seet i Danmark. Dette hænger ogsaa i Norge sammen med Auktionens Anvendelse i den almindelige Gjældsforfølgning. Allerede 1693 tilkjender en i Retst. 1871 S. 77 meddelt Magistratsdom fra Kristiania Kreditor Betaling „Halvmaanedsdag efter denne Doms lovlige Forkyndelse under dets Udsøgning ved Vurderings og Auktions Adfærd“[1]. Og man har i Overensstemmelse hermed allerede inden Aarhundredets Udgang l Exempel sammestedsfra paa Anvendelsen af den Fremgangsmaade ved Realisation af Pant, som senere blev den almindelige, hvor ei Vedtagelser gjorde Forandring her„.– nemlig Dom, Indførsel og Auktion[2]. Om Udbredelsen at denne nye sædvansmæssige Realisationsmaade i det øvrige Land kan jeg ingen Oplysning give udenfor, hvad der findes i Schweig. Proces II. 398.
Men end større Interesse har det, at man allerede lige efter Lovbogen finder den senere saa almindelige Forandring af den lovmæssige Realisationsmaade gjennem den saakaldte Panteklausul. Man kunde maaske søge en Hjemmel for denne i Frd. 19 Decbr. 1693 § 13: „Naar nogen Panthavende enten efter Forskrivelse eller Dom lader sit Pant auktionere og den forrige Eiermand vil byde derpaa“ etc. Men hvorvidt der hermed har været sigtet til Panteklausulen ved fast Gods, er vistnok meget tvivlsomt. Forsaavidt Lovbudet taler om Auktion efter Dom, synes dermed kun at være ment frivillig Auktion, afholdt af Panthaveren efter Eiendomsdom (jfr. Udtrykket „forrige Eiermand“). Og forsaavidt der tales om Auktion efter Forskrivelse, er dermed maaske kun tænkt paa Brugspant eller paa Løsøre[3]. Men selv om nu Lovbudets Mening virkelig har været at stadfæste Auktion over fast Gods uden Lovmaal og Dom i Kraft af Vedtagelse ved Underpant, saa hører Lovbudet ialfald til dem, der leilighedsvis henvise til en allerede kjendt Praxis, som det ligefuldt bliver af Interesse at kjende. Og virkelig kan man forfølge Panteklausulen i Norge idetmindste tilbage til Aaret 1690. Den synes først anvendt af offentlige Stiftelser ved Udlaan af deres Midler og rimeligvis da efter fremmed (tydsk og maaske nu ogsaa dansk) Forbillede. Allerede i det nævnte Aar findes thinglyst et Pantebrev til det „Kgl. Krigshospital eller Kvæsthus i Norge“ i en Gaard i Aker, hvorved Kreditor gives Ret til at lade sig indføre i Pantet og derpaa enten tage dette til Brugelighed eller sælge
det ved Auktion. Her er Panteklausulen vistnok endnu ikke fuldt udviklet,
- ↑ I 1694 findes i Akers Pantebog omtalt en Auktion, afholdt i Kristiania efter Dom og Indførsel, over en Del tildels andetsteds beliggende Gods.
- ↑ 1699 findes i Aker thinglyst Auktionsskjøde paa en Gaard, rimeligvis i Kristiania Forstæder, som var tilstaaet Kreditor for den ved Indførselen satte Taxt. Ved Siden heraf brugtes dog sammesteds ogsaa Lovens Fremgangsmaade, der oftere er nævnt i Pantebrevene.
- ↑ 5. 7. 3. jfr. Schweig. Proc. II. 482 og Nørregaard III. 324, hvor ogsaa Lovstedet er citeret ved Auktion over Haandpant.
