retten er bleven vigtigere end Eiendomsretten og Laangiveren har betragtet sig mere som Besidder alieno nomine end som midlertidig Eier. Derved er Salget efterhaanden blevet en Form, som har bevaret sig meget forskjelligt, sommesteds ligetil vore Dage, men som i Almindelighed dog forlængst er gaaet over til en Afhændelse til Brug og Sikkerhed. Brugsretten har her, navnlig hos de germaniske Folk, længe stillet sig som den overveiende Side af Sagen, hvad der dog, som det skal sees, hænger sammen med andre historiske Forhold.
Saaledes er da efterhaanden Haandpantet i Løsøre og Brugspantet i Jord voxet frem af Eiendomsretten. Den Panteret, som i nyere Tid spiller den største Rolle, og som er den skarpest udprægede Sikkerhedsret, nemlig Underpantet, er kommen sidst, idet Tanken om Sikkerhed i Ting, som ikke haves i Besiddelse, naturligen har havt vanskeligt for at udvikle sig. Det er fremkommet paa meget forskjellig Maade og uvedkommende historiske Forhold af forskjellig Art har her havt Indflydelse. Almindelig har dog en Spire ligget i Brugspantet, idet det efterhaanden er kommet dertil, at Brugen midlertidigen er overladt Skyldneren, først som en Godhed, siden som en Ret, saalænge han opfylder sin Forpligtelse. Og Brugspantet er i hvert Fald allesteds i det Store taget fortrængt af Underpantet, om det end sommesteds endnu findes som et Minde om en tidligere Retstilstand.
Ligesom nu selve Begrebet Panteret er fremvoxet af Eiendomsretten, gjennem Vilkaar ved denne Overdragelse, saaledes vidner Panterettens Indhold meget langt ned i Tiden om denne Oprindelse. Sikkerhedsretten ligger gjennem et langt Tidsrum væsentlig deri, at Panthaveren, hvis ei Løsning sker, bliver Eier; Fyldestgjørelsen sker altsaa uden Aftale ligefrem gjennem Eiendomserhvervelse, eller ved Brugspant, tildels gjennem Brugen, hvortil dog ofte knytter sig Aftale om Eiendomsovergang efter en vis Tid. Denne Eiendomsovergang sker længe af sig selv ved Betingelsens Indtræden. Først efterhaanden kjæmper den Opfattelse sig frem, at Panterettens Øiemed kun er at skaffe Fyldestgjørelse af Pantet for en vis Sum og at Panthaverens Ret kun gaar saalangt som til at udbringe denne Sum af Pantet. Forud for Eiendomserhvervelsen maa der da nu gaa en vis Fremgangsmaade, – en Panteproces – som navnlig gaar ud paa at fastsætte Pantets Værdi ved Vurdering. Men for det første gaar Veien fremdeles kun gjennem en tvungen Eiendomsstiftelse, der baade er Ret og Pligt for Panthaveren. Sammenhængende hermed uddanner sig Reglen om en særskilt personlig Forpligtelse for Skyldneren udenfor Pantets Værdi. Først meget sent og tildels kun gjennem udtrykkelig Aftale faar Panthaveren Ret til gjennem et for begge Parter afgjørende Salg, uden foregaaende Eiendomsstiftelse, at søge Værdien og derved ogsaa sin Fordring udbragt. Og tilsidst bliver da dette overalt Panterettens legale Indhold uden Hensyn til Kontrakt. Den er altsaa endelig blevet løsrevet fra sit Udspring, Eiendomsretten.
