Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/9

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Denne Udvikling gjenfindes i det Væsentlige hos mange forskjellige Folk. Størst er Ligheden naturligvis hos de beslægtede Folk, især hvor nogen Paavirkning fra det enes Side kan antages. Men man vil ogsaa finde den hos andre. Og Ligheden er netop mærkeligst her, hvor der ikke kan opdages fælles Spirer; thi der vidner den om, at hin ved første Øiekast saa kunstige og snævre Udvikling har været naturlig for den menneskelige Retsfølelse. En saadan Lighed, som hverken kan forklares af Stammeslægtskab eller fremmed Paavirkning, ville vi ved Siden af adskillig Forskjel finde, naar vi i Sammenligningen medtage den romerske Ret. Der er ingen Sandsynlighed for, at den Romerske Panterets Spirer ere saa gamle, at de maa søges i det indoeuropæiske Folkeslags Urhjem. Den Lighed i de retslige Udtryk for en og samme Ting, der stundum lyser lidt op i det Oltidsmørke, som hviler over den ældste Retsudvikling, idet den vidner om, at Retsreglen eller Retsforholdet allerede var kjendt i hint Folkenes Barndomshjem[1], – denne Lighed er ikke her tilstede mellem det latinske og germaniske Udtryk. Ordet veð og beslægtede germaniske Ord for Pant har vistnok et tilsvarende Stamord i vas, gen. vadis og vadimonium, men dette er kun blevet brugt om den Sikkerhed, som gives ved Personer, ikke om den, der gives ved Ting. Og omvendt er maaske pignus beslægtet med pant; men dette er egentlig et romansk Ord, som først senere, tildels meget sent, har fortrængt hine germaniske Udtryk[2]. Dette sproglige Vidnesbyrd, som styrkes af den retshistoriske Forskning, taler bestemt for, at Pant ei er noget ældgammelt romersk Institut. Alligevel gjenfinde vi i det Væsentlige ogsaa hos Romerne den ovenskildrede Udvikling ligesaavel som hos germaniske Folk. I Dette vil blive klart ved en kort Sammenstillen af den romerske og den engelske Panterets Historie. Jeg maa fremhæve, at ved ingen af dem kan jeg paavise Panterettens Udvikling gjennem den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse, hvad der igjen hænger

sammen med, at jeg lidet kan oplyse særligt om Haandpant hos disse Folk.

  1. Vor Sprogforsker Professor S. Bugge har just i Curtius’s Studien zur griechischen und lateinischen Grammatik for 1871 leilighedsvis gjort opmærksom paa „at der ogsaa i Sproget tilkjendegiver sig mærkværdige Overensstemmelser i Italikernes og Germanernes Retsanskuelser“. Navnlig har han saaledes paapeget, at det oldnorske Ord sannr har ganske samme Betydning som det latinske sons („skyldig“, overbevist om Skyld, ùsannrinsons) og at begge ere dannede (som Præs. Part.) af Stamordet for vera, esse. Forøvrigt nævner han bl. A. lex og lög, begge af Ord, som betyde:. „lægge“, reus af res og det tilsvarende sekr af sök; dies og dag anvendt paa Retsterminer o. s. v. Hele dette Emne, hvortil der forresten haves ældre Bidrag af Grimm, fortjente en grundig Undersøgelse.
  2. Noget Andet er den Lighed i Retsopfattelse, som viser sig deri, at pignus ogsaa benyttes om Indsats ved Væddemaal, ligesom veðja vædde kommer af veð. Jfr. Dernburg S. 49–50.