eller pantsættes“[1]. Men da man endnu ikke paa Landet havde Thingprotokoller, har dette Bud været meget utilstrækkeligt. Det hindrede ialfald ikke dobbelte Pantsættelser, hvorfor der af Bergens Borgerskab blev ført Klager, der fremkaldte Frd. 16 Juli 1646, „at ingen slige Kjøbe- Pante- eller Forsikringsbreve skal herefter for fulde og nøiagtige holdes, medmindre de paa Lagthinget og for Borgermester og Raad paa Raadstuen, det første muligt er, ere notificerede og til Bog førte, at Enhver der erfare kan, om det som pantsættes til Andre tilforn er udsat eller ei“. Denne Forordning, der et givet baade for Land og By, men neppe uden for Bergens Stift[2], og som vistnok har havt mest Hensyn til Underpant, har imidlertid for Landet neppe været synderlig praktisk, da den bød Indtegning i Lagthingsprotokollerne, de eneste, som endnu vare almindelige.
Af langt større Vigtighed baade for Underpant og Thinglysningsvæsenet i Norge er den samtidige Publikation af Kristian den Fjerdes store Reces. Denne var vistnok kun for en Del ligefrem givet for Norge. Men allerede den for Norge særskilt givne 3die Bog har her Betydning ved sit Bud i Art. 19 til Sorenskriverne om at føre en Thingbog „og i den skrive Alt, hvis til Thinge forrettes“. Thingbøger blev nu almindelige overalt ved Underretterne, især efterat Frd. 1 Oktbr. 1660 befalede at bruge stemplet Papir til Thingbogens første og sidste Ark og Sorenskriverne hvert Aar nødtes til at løse en ny Bog hos Stiftsbefalingsmanden[3]. Herved blev Thinglysning og Protokollation naturligvis saameget mere udbredt. Pantebøger bleve ikke indførte i Norge før ved Kristian V. N. L. Men til Gjengjæld var Protolollationen i Thingbogen saameget udførligere, og jeg har endog fundet hele Brevet ordlydende afskrevet heri. – Det var imidlertid ikke blot Recessens 3die Bog, som blev indført i Norge. Forskjellige Omstændigheder ledede til, at man efter nogen Famlen gjorde de fleste af dens Bud gjældende her i Landet, forsaavidt de her kunde anvendes, og hermed fulgte da i det Hele en stærk Brug af andre danske Love. Efter 1650 foregik derfor i ganske anden Udstrækning end forhen den Indførelse af danske Retssætninger i Norge, hvorved Retsbrugen
allerede før Lovgivningen for en stor Del sammensmeltede begge Landes
- ↑ Den findes i Evensens Samlinger af juridiske og historiske Materier II. 2, 11. Efter en Indledning om, at saadanne hemmelige Retshandler nu ofte sker og foraarsage megen Trætte, forbydes „at ingen saadanne hemmelige enten Kjøb, Sal, Kontrakter, Pantsættelser eller andre Forhandlinger om Odelsgods – – maa tilstedes eller udi Rettergang passere, medens som de ugjort vare, agtes og holdes“; – – „da skal det ske til Thinge hvor Godset er liggende, og lovlig for Retten, saa det alle og enhver kan være vitterligt og aabenbart“.
- ↑ Dens Klager over, at ogsaa i Byen svigefuld Pantsættelse skete, tør vise, at den gamle Indtegningsregel i Bergen var bleven mindre vel overholdt.
- ↑ Den ældste Thingprotokol for Landet, jeg har seet, er Solørs Sorenskriveris, der begynder med 1633.
