deraf, indtil Betaling fandt Sted[1]. I Almindelighed havde Panthaveren Pantets Frugter, uden at de skulde afdrages i Hovedstolen Stundum, især i den tidligere Tid, aftales det vistnok udtrykkelig, at saadan Afregning skal finde Sted[2]. Men paa den anden Side aftales det hyppigere, at saadan Afkortning ikke skal foretages[3] og selv, hvor det ei er udtrykkelig aftalt, fremgaar det dog ofte af Brevets Indhold„ at dette har været Meningen[4], og det kan vist forudsættes at have været Regel, hvor ei det Modsatte har været aftalt. Kun etsteds har jeg fundet det geistlige Kneb at lade Skyldneren give Kirken som Kreditor Landskylden i Sjælegave[5], ligesom jeg ogsaa kun har fundet saa Spor til andre Omgaaelser af Renteforbudet[6]. Paa den anden Side er det naturligt, at Panthaveren i Regelen ikke af Skyldneren har faaet Godtgjørelse for sine Omkostninger paa Jorden[7]. Hvad Panthaverens Brugsret over Pantet forøvrigt angaar, saa har denne været omtrent saa stor som Eierens, hvorfor det oftere hedder i Brevene, at Kreditor kan bruge det som „rette Eier“[8]. Panthaveren kunde transportere og pantsætte sin Panteret, indtil Eieren selv løste[9]. Omvendt kunde naturligvis Løsningsretten, hvor ei det Modsatte, som stundum hændte, var udtrykkelig aftalt, overdrages til Andre[10].
Løsningstiden var stundum fastsat, navnlig maaske i den ældre Tid,
- ↑ Pantelehn forekomme ogsaa oftere. III. 865 (1464) 775. 630. II. 315. af 1368, hvor der omtales en almindelig Tilbagetagen af „Pant“ under Kongedømmet. Se Aschehoug, Statssorf.s Historie p. 269–71.
- ↑ III. 482. IV. 354. IV. 720 fra Follo af 1401: Hovedstolen skal i 30 Aar tilbagebetales ved Landskylden. I. 603 og 604 fra 1405 fastsætter formeligt Regnskab over Indkomsten. Det sidste, jeg har seet af dette Slags, er I. 995 fra 1498, et Pantebrev fra Knut Alfssøn til Erkebispen paa 4 Aar.
- ↑ I. 570 fra Bergen af 1400: Et Gjeldsbrev, hvorved nogle Gaarde i Hardanger pantsættes, saaledes, at hvis Gjelden betales til aftalt Tid (næste Paaske), skal Kreditor afslaa Landskylden i Gjelden; men hvis ikke, skal han oppebære den indtil Løsning uden Afslag. I. 601. 861. II. 559, 1039. 1052. V. 764.
- ↑ F. Ex. IV. 396. IV. 345. IV. 931. V. 416. V. 313.
- ↑ V. 767 fra Nidaros af 1450, Pantebrev til Domkirken.
- ↑ III. 337 fra Eker af 1364, hvor en Mand afhænder (lauk) en Gaard, som han dog skal bruge og betale fuld Leie af og holde i god Stand, til han eller Arvinger betale skyldig Arv; dette kunstige Forhold synes at smage noget deraf. Jfr. III. 157.
- ↑ Se dog I. 861, Gertrud Rømers Pantsættelse af Finnen paa Voss til Alf Knutssøn i 1462; hvad han koster paa Hus og Jord, skal hun betale efter skjønsomme Mænds Vurdering.
- ↑ F. Ex. V. 416. IV. 396.
- ↑ III. 1090 fra Gudbrandsdalen af 1522 og muligens VI. 632 fra Thelemarken af 1501. V. 774 af 1452 (Gave).
- ↑ Se et Overdragelsesbrev paa Løsningsretten til alt det af Knut Knutssøn i Norge pantsatte Gods, af 1525. III. 1098.
