Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/65

Denne siden er korrekturlest

ren som Panthaver^[1], ligesom der er flere Breve, som efter sine Udtryk hverken indeholde Salg eller ligefrem Pantsættelse, men staa midt imellem^[2].

Ligesaa ser man, at Overgangen fra det gamle Ved til Brugspant i Jord er meget let, naar Løsningstiden sættes til mindst 1 Aar, idet Brugen da naturligen følger Kreditor. Saaledes har man V. 130 et Brev fra Follo af 1339, hvorved en Gaard „sættes i Pant“ og bliver Kreditors Eiendom, om Pengene ikke ere betalte inden 12 Maaneder^[3]. Det er ogsaa paa denne Maade, Ved overhovedet er ophørt, at det er gaaet op i Brugspantet. Sammenhængende hermed er det, at dette i sin tidligere Periode oftere stilles paa en vis, kort Tid, hvormed da Kommissarialklausulen sættes i Forbindelse.

Utvivlsomt Brugspant forekommer i Norge ikke synderligt før Midten af det 14de Aarhundrede. Der er et latinsk Pantebrev fra 1327 (VII. 119), hvorved Biskoppen af Orknøerne sætter Erkebispen Hjaltland til brugeligt Pant paa 2 Aar. Men de verdslige Pantebreve, som uden Omsvøb pantsætte til Brugelighed, begynde først noget senere, især omkring 1350^[4]. Det synes, som om det ligefremme Brugspant først er blevet anvendt i Viken. Mod Slutningen

af Aarhundredet bliver det stedse hyppigere, og fra Begyndelsen af 15de Aar-

↑ I. 222 fra Sogn af 1333: „Penge som Kjøberen lagde i Jorden“, jfr. det ovenciterede I. 200 og det besynderlige Tilfælde i III. 157 og 164 fra Voss af 1330, hvor Sælgeren skal hade Ret til at bruge Jorden mod at betale Landskyld.
↑ II. 136 fra Gulathingslagen af 1320: „Jeg har modtaget af R. 9 Kjørlag; gav jeg R. derfor $1\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Maanedsmatsbol i Bø, paa den Maade, at jeg skal gjenløse den Jord, jeg eller mine Arvinger, dog saa, at jeg skal tilsige R. om Høsten, om jeg vil løse den Vaaren efter, for slige Penge, som R. lagde i den; lyster R. at sælge Jorden, da skal hun paa samme Maade byde mig Jorden som jeg hende“. – IV. 152 fra Stavanger af 1322: Korsbrødrene solgte Baard paa Hauge et Skib for 70 Mark, og afhændede (fékk) Baard dem derfor 12 M. Jord i nogle Gaarde, „efter det som de vurderes; skulle Brødrene have dem i 3 Vintre, men ikke længere, uden de selv ville, og Baard skal sikre dem fuld Landskyld; det, som Baard bliver skyldig over Gaardenes Værd, skal han betale til næste Sommermaal“. I. 142 fra Borgund i Søndmøre (?) af 1314: et Opgjør mellem Svigerfader og Svigerdatter; nogle Penge skal „ligge i Lauvvik og der skal hun tage Landskyld, til hun er udløst efter Udsigelse“. En saadan Mellemting er det maaske ogsaa, naar det staar, at en Mand „lauk“ en Gaard mod Gjenløsning s. Ex. I. 198 fra Voss 1328. II. 141 fra Tønsberg af 1325, „lauk“ – at gjenløse om 3 Aar, for jevngod Jord eller saamange Penge, som Jorden findes værd; ellers bliver den Eiendom, jfr. IV. 77 af 1406. I D. N. VIII. 195 fra Bergen af 1373, hvor „Pant“ er brugt, sindet dog det gamle Udtryk, at Eieren skal „eiga aptrlausn“.
↑ Et Overgangsdokument af denne Art har man vistnok VIII. 259 fra Grevskaberne af 28 Septbr. 1382, hvor Eieren indløser en af ham for Saarbøder „vedsat“ Gaard og desuden betaler Panthaveren Landskyld for det indeværende Aar.
↑ IV. 345 fra Oslo af 1349: Husleien skal oppebæres af Kreditor. IV. 354 ibidem af 1351; IV. 356 fra Romerike af 1352; IV. 396 fra Follo af 1358.

[1] I. 222 fra Sogn af 1333: „Penge som Kjøberen lagde i Jorden“, jfr. det ovenciterede I. 200 og det besynderlige Tilfælde i III. 157 og 164 fra Voss af 1330, hvor Sælgeren skal hade Ret til at bruge Jorden mod at betale Landskyld.

[2] II. 136 fra Gulathingslagen af 1320: „Jeg har modtaget af R. 9 Kjørlag; gav jeg R. derfor $1\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Maanedsmatsbol i Bø, paa den Maade, at jeg skal gjenløse den Jord, jeg eller mine Arvinger, dog saa, at jeg skal tilsige R. om Høsten, om jeg vil løse den Vaaren efter, for slige Penge, som R. lagde i den; lyster R. at sælge Jorden, da skal hun paa samme Maade byde mig Jorden som jeg hende“. – IV. 152 fra Stavanger af 1322: Korsbrødrene solgte Baard paa Hauge et Skib for 70 Mark, og afhændede (fékk) Baard dem derfor 12 M. Jord i nogle Gaarde, „efter det som de vurderes; skulle Brødrene have dem i 3 Vintre, men ikke længere, uden de selv ville, og Baard skal sikre dem fuld Landskyld; det, som Baard bliver skyldig over Gaardenes Værd, skal han betale til næste Sommermaal“. I. 142 fra Borgund i Søndmøre (?) af 1314: et Opgjør mellem Svigerfader og Svigerdatter; nogle Penge skal „ligge i Lauvvik og der skal hun tage Landskyld, til hun er udløst efter Udsigelse“. En saadan Mellemting er det maaske ogsaa, naar det staar, at en Mand „lauk“ en Gaard mod Gjenløsning s. Ex. I. 198 fra Voss 1328. II. 141 fra Tønsberg af 1325, „lauk“ – at gjenløse om 3 Aar, for jevngod Jord eller saamange Penge, som Jorden findes værd; ellers bliver den Eiendom, jfr. IV. 77 af 1406. I D. N. VIII. 195 fra Bergen af 1373, hvor „Pant“ er brugt, sindet dog det gamle Udtryk, at Eieren skal „eiga aptrlausn“.

[3] Et Overgangsdokument af denne Art har man vistnok VIII. 259 fra Grevskaberne af 28 Septbr. 1382, hvor Eieren indløser en af ham for Saarbøder „vedsat“ Gaard og desuden betaler Panthaveren Landskyld for det indeværende Aar.

[4] IV. 345 fra Oslo af 1349: Husleien skal oppebæres af Kreditor. IV. 354 ibidem af 1351; IV. 356 fra Romerike af 1352; IV. 396 fra Follo af 1358.

[1]

[2]

[3]

[4]