Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/64

Stundum er Løsningen udtalt som en Pligt for Sælgeren (Laantageren^[1]) I Almindelighed synes den dog kun at have været en Ret for ham, der ikke er bleven præskriberet, hvor ei Aaremaal var fastsat. Det siges oftere, at Løsningen kun maa ske med egne Penge, og ikke med Andres eller laante Penge^[2]; Meningen hermed er vistnok, at Løsningen skal ske for egen Regning, og forsaavidt har man da efterlignet Reglen for Odelsløsning. Stundum sees Taxt optaget paa Forhaand for at afpasse Laanesummens Størrelse efter Gaardens Værd^[3].

Efter Midten af det fjortende Aarhundrede er det gjenkaldelige Salg som Sikkerhedsstillelse vistnok i det Hele blevet meget sjeldent^[4]. Ogsaa i det femtende Aarhundrede kan man vel en enkelt Gang finde Salg til Gjenløsning, men dette har da neppe været en Form for Pantsættelse^[5]. Det er derfor kun et af de sædvanlige Exempler paa Kristian IV. N. L’s uskjønsomme Affattelse, at man i V. 8 gjenfinder fra M. L. VI. 12 Reglerne om forsala. I Kristian V. N. L. findes det naturligvis ikke. Men i denne Lov ere dog Regler, der i Kilden alene gjaldt Forsalejord, urigtigen overførte paa Løsningen af Odelsjord^[6].

I Løbet af det fjortende Aarhundrede bliver da Overgangen gjort til brugeligt Pant. Denne skete ad to Veie, dels og især gjennem Salg til Gjenløsning, dels ogsaa gjennem den gamle Vedsætning. At Overgangen skete gjennem Salg til Gjenløsning viser sig allerede deraf, at dette gjennem en naturlig Udvikling ophører, medens brugeligt Pant bliver stedse hyppigere og at i Overgangstiden det samme Forhold snart indklædes Form af Salg snart af ligefremt Brugspant. Men Overgangen kommer ogsaa klart tilsyne

i flere af disse Salgsbreve selv, som mere eller mindre tydelig opfatte Kjøbe-

løsning, da skulde hun have gjenløst dem efter 3 Vintre“, eller ogsaa skulde den anden Søster have Løsningsret dertil. II. 240: et uklart Diplom fra Valders af 1341. IV. 244 fra Sogn af 1340 paa 10 Aar med halvt Aars Varsel.

1. II. 58. 158.
2. F. Ex. II. 67. 92.
3. II. 169 fra Bergen af 1329. Finn Øgmundsøns Fuldmægtig sælger paa Gjenløsning nogle Gaarde i Samnanger; om Finn selv bliver misfornøiet dermed, skal der optages Taxt, og der skal da betales saameget mere for Gaardene, som de vurderes, jfr. IV. 152.
4. Sidste Gang det sikkert forekommer, er maaske i et Brev fra Lom af 1383 (II. 483): Ivar Erikssøn sælger Jon Olafssøn 4 Koleier Jord i Audulfstad (ɔ: Ulstad under Loms Præstegaard) til fuld Eiendom og fri Raadighed; Jon skal bo og bygge og tage Landskyld, til Ivar har gjenløst for saamange Penge, som de 4 Koleier i Gardmo vurderes til, som Jon gav Ivar til at betale i Bøder.
5. Se f. Ex. IV. 818 fra Ryfylke af 1422.
6. Kristian V. N. L. 5. 3. 5. sidste Halvdel, der ikke fandtes i Kilden M. L. VI. 5, Kristian IV. N. L. V. 4, – samt 5. 3. 16, jfr. M. L. VI. 11 og F. L. XII. 3., Brandt i Ugebl. for Lovk. VI, 61.