det ældste Exempel[1] have vi vel i et Diplom fra Hjaltland af 1307 (I. 109): en Kvinde Bjørg, Husfru i Kollavaag, var bleven skyldig Kongedømmet 24 Mærker i Bøder; da Pengene ei betaltes, blev der indgaaet det Forlig at hun for de 6 Mærker „satte“ Sysselmanden „ind“ i sin Gaard Kollavaag, saaledes, at hun skulde have løst 3 Mærker for Thinget, eller ogsaa skulde 3 Mærker af Jorden forbrydes („forveðja“); lignende aftaltes om 3 Mærker, som skulde betales næste Sommer i Norge. Der opstod imidlertid Strid om Beregningen af disse Mærker Sølv, idet det hedder, at Sysselmanden „ikke vilde tage dem uden saaledes, som han tog dem af andre Mænd, þar sem jörð stoð i veðe firir. Der blev da af Lagmanden afsagt saadan Dom, at den Jord, som skulde være løst paa Hjaltland, skulde strax „forveðja“, men den, som skulde være løst i Norge, skulde Sysselmanden tage i Besiddelse, saaledes at Konen endnu næste Sommer kunde løse den i Norge med gode Penge; „men hvis ikke heller disse 3 Mærker komme frem, da skulde ogsaa de forveðja (ɔ: det vil vel sige en tilsvarende Del af Jorden), som hine“. Dette Diplom, som forresten er det eneste, hvori jeg har fundet Lovens Udtryk „forveðja“ brugt, tør tillige vise, at netop for Bøder har veð i Jord ikke været sjelden[2].
Udenfor denne almindelige Brug af eies ved kortsigtig Gjæld, har man dog i Familieretten et mere langvarigt veð, som vistnok nærmest maa henføres til denne Slags Pantsættelse. Frostathingsloven, som ellers sjelden omhandler veð, giver i IX. 28 et Slags stiltiende Pant i Værgens Jordegods til Sikkerhed for Umyndiges Midler i et enkelt Tilfælde. Beslægtet hermed er
det veð, Manden gav Hustruen til Sikkerhed for hendes tilgiöf ɔ: den Sum,
- ↑ Bortseet fra nogle lidet oplysende Diplomer, hvoraf især kan mærkes et fra Voss af 1300 (II. 61) hvor en Mand gives Fuldmagt til at sælge, hvad en Kvinde „vedsatte“ ham i en Gaard.
- ↑ Andre Exempler har man i det forhen anførte I. 398, hvor Gjældens Oprindelse ikke er nævnt. I. 583 fra Oslo af 1389, hvor en Mand for Skadeserstatning i Anledning af et Barns Drab „sætti ok utfæsti“ alt det løse og faste Gods, som han eiede paa Romerike for saa høi Gjæld, som 12 Mænd dømme; dette skulde staa fast, hvis han ikke fik andet Forlig, naar han kom fra Rom. IV. 689 fra Smaalehnene af 1399: Erkjendelse af at skylde Stuen 6 Kjør, hvorfor er vædsat en Gaard, som bliver Bispens evindelige Eie, om de ikke betales til Vinternat. VI. 317 fra Smaalehnene af 1385, hvor en Gaard vedsættes til Bispen for skyldig Tiende, saaat den bliver hans Eiendom, om den ikke løses inden 12 Maaneder. VI. 348 fra Tønsberg af 1396: en Lagmandsdom, der tildømmer en Mand en Gaardpart, som var „vædsat“ ham for en Ko og Koleie, da denne ei i 6 Aar var betalt. IV. 452 (før citeret) Regnskabsopgjør. Mere tvivlsomme Exempler er II. 405 fra Asker af 1370, hvor for skyldigt Jern vadsættes en Gaard i Gausdal, som skal „følge“ (til Eiendom eller Brug?), om Jernet ei leveres til Jonsmesse.
