Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/55

Denne siden er korrekturlest

at Taxten og ikke det rent private Salg er afgjørende for Skyldneren, idet Salgsretten her vistnok kun staar som et fyldigere Udtryk for Eiendomsrettens Overgang til Panthaveren. Her stiller altsaa den betingede Eiendomsoverdragelse sig langt mere i Baggrunden; allerede nu er Panteretten en Ret til at søge Fordringen udbragt af Pantet, om end fremdeles gjennem Eiendomsstiftelse. Vi overraskes ved i Norge allerede i 13. Aarhundrede at finde Regelen om Taxt, som i Danmark først fremkom langt senere. Men jeg skulde være tilbøielig til at tro, at Magnus Lagabøter her som paa enkelte andre Steder har været forud for sin Tid. Regelen om Vurdering stemte lidet med den oven fremstillede Retsopfattelse af Forholdet mellem Eiendom og Pant. Den praktiske Regel har, saavidt jeg kan skjønne af Diplomerne, fremdeles været den, at Pantet uden Vurdering gik over til Eiendom, hvad der nu vel fulgte deraf, at i Almindelighed vedtoges det udtrykkelig i selve Brevet, at Vedet blev Eiendom, om Fordringen ei inden en vis Tid indfriedes. At man har fulgt Lovens Fremgangsmaade, har jeg kun et Sted fundet^[1]. Jeg er tilbøielig til at tro, at denne Landslovens Regel om Vurdering først har faaet Anvendelse langt senere ved Haandpant.

Reglerne om veð ere i begge Love skrevne baade om fast Gods og Løsøre^[2] Forsaavidt fast Gods angaar, svarer det altsaa ganske til den danske Pantsættelse per modum forvæth. Hovedsagen har været at skaffe Sikkerhed for Gjælden ved den nærforestaaende Forbrydelse til Eiendom, om Forpligtelsen ei opfyldes, ikke derimod, som ved Brugspantet, at tilgodegjøre Panthaverens Kapitaler ved Frugtoppebørsel. Veð i fast Gods har derfor vistnok kun sjeldnere fundet Anvendelse ved egenlige Laan^[3], – de maatte da ialfald være meget korte, – mest derimod vistnok ved anden Gjæld, opstaaet ved

Regnskabsopgjør eller især Bøder og Erstatningskrav. Det bedste og tillige

↑ I. 398 fra Nedre Thelemarken af 1368: Paal Sveinkesøn indgik paa, at Bjørn Tolleifssøn skulde „have i Pant“ en Gaard i Smaalehnene, som han havde faaet i heimanfylgja med sin Kone, og hvis ikke Gaarden var gjenløst til næste Jonsmesse, skulde Bjørn eie Gaarden efter 6 skjønsomme Mænds Vurdering efter det, som den var værd paa (?) de Penge, som Paal var Bjørn skyldig“; jfr. hermed det efterfølgende Nr. 405 af Samme 1370, hvori Paals Enke „andvordede“ Bjørn Gaarden, da hun ikke havde kunnet betale Gjælden; om Taxt tales her ikke. – I. 109, som siden skal omhandles, kan ogsaa paa en Maade her anføres, da den pantsatte Jord var afpasset efter Gjælden, jfr. og I. 513.
↑ Nu ef maðr à fè at heimta at öðrum ok tekr hann veð fjars sins i einum hverjum grip, hvart sem þat er i jörðu eða öðru fè. G. L. 50.
↑ Man har maaske et Exempel herpaa i D. N. VII. 132 fra Gudbrandsdalen af 1330 (?), hvor der fortælles, at en Gaard var „sat i væd“ for 3 laante Kjør, ligesom Udleieren skulde have Ret til at kjøbe af samme Gaard, hvad Leietageren siden maatte ville sælge, hvorhos det oplyses, at $4\scriptstyle {\frac {1}{4}}$ Ørebol af Gaarden virkelig siden var solgt og betalt.

[1] I. 398 fra Nedre Thelemarken af 1368: Paal Sveinkesøn indgik paa, at Bjørn Tolleifssøn skulde „have i Pant“ en Gaard i Smaalehnene, som han havde faaet i heimanfylgja med sin Kone, og hvis ikke Gaarden var gjenløst til næste Jonsmesse, skulde Bjørn eie Gaarden efter 6 skjønsomme Mænds Vurdering efter det, som den var værd paa (?) de Penge, som Paal var Bjørn skyldig“; jfr. hermed det efterfølgende Nr. 405 af Samme 1370, hvori Paals Enke „andvordede“ Bjørn Gaarden, da hun ikke havde kunnet betale Gjælden; om Taxt tales her ikke. – I. 109, som siden skal omhandles, kan ogsaa paa en Maade her anføres, da den pantsatte Jord var afpasset efter Gjælden, jfr. og I. 513.

[2] Nu ef maðr à fè at heimta at öðrum ok tekr hann veð fjars sins i einum hverjum grip, hvart sem þat er i jörðu eða öðru fè. G. L. 50.

[3] Man har maaske et Exempel herpaa i D. N. VII. 132 fra Gudbrandsdalen af 1330 (?), hvor der fortælles, at en Gaard var „sat i væd“ for 3 laante Kjør, ligesom Udleieren skulde have Ret til at kjøbe af samme Gaard, hvad Leietageren siden maatte ville sælge, hvorhos det oplyses, at $4\scriptstyle {\frac {1}{4}}$ Ørebol af Gaarden virkelig siden var solgt og betalt.

[1]

[2]

[3]