vor ældste Lov, Gulathingsloven (især i c. 50), som antages nedtegnet i 12te Aarhundrede, men hvis enkelte Forskrifter, for det meste tilblevne ved Sædvanen, er af meget forskjellig Alder. G. L. 50 er med nogle Forandringer optagen i Magnus Lagabøters Landslov VIII. 20.
Det Veð, som i disse Lovbud er omhandlet, forudsættes stillet for en eller anden Fordring, som forresten vistnok ligesaavel kunde gaa ud paa en individuel Gjenstand (f. Ex. udlaante Kjør), som en Pengesum[1]. Forholdet tænkes vel i Regelen stiftet kontraktmæssig, men man har ogsaa Lovsteder, som byde en Mand, der ei kan betale strax, at stille veð[2].
Rettighedens særegne Indhold ligger deri, at den, hvem Vedet er stillet, bliver Eier, hvis Løsning ikke har fundet Sted (Fordringen opfyldt) til aftalt Tid. Er ikke Dag sat, maa Vedet løses inden 12 Maaneder, om det ikke skal forfalde til Eiendom. Dette er i G. L. 50 sagt saaledes, at hvis Vedets Indehaver, hvor ingen Dag er aftalt, sælger det, kan Eieren tilbagesøge det inden 12 Maaneder. Har han ikke solgt det, synes det efter dette altid at kunne løses; men det er vel ikke urimeligt at Regelen er bleven anvendt saaledes, at ogsaa ligeoverfor Panthaveren var Løsningsret tabt efter de 12 Maaneder, hvor ei anden Frist var sat. I M. L. VIII. 20 siges det i hvert Fald ligefrem, at Løsningsfristen altid er 12 Maaneder, hvor ei nogen Dag er sat[3].
Det er altsaa efter begge disse Love givet, hvor veð er stillet, at Eiendomsretten gaar over, hvis Forpligtelsen ei opfyldes, uden at dette udtrykkelig maa være aftalt; Rettigheden har altsaa sit bestemte legale Indhold. Der er imidlertid her en væsentlig Forskjel mellem de tvende Love. Efter den ældste gaar Eiendomsretten uden videre over til Panthaveren, om Løsning ei sker i rette Tid: „en ef þà leysir engi maðr ut, þà er þat forveðja ordit“. Dette er altsaa ganske det Samme som den danske Pantsættelse per modum forwæth; ligesom det paa gammelt Dansk hedder, at wæth bliver forwæth, hedder det paa gammelt Norsk, at veð bliver forveðja. Her indeholder altsaa efter Loven selv Pantsættelsen i sig en suspensivt betinget Eiendomsoverdragelse; at Pantsætteren derimod indtil videre er Eier, siges udtrykkelig i G. L. 50. Magnus Lagabøters Landslov staar derimod paa et langt mere fremskredet Trin. Panthaveren bliver ikke her uden videre Eier mod Pantesummen, men først efter Vurdering. Naar Pantet ei løses, skal han tage „skjønsomme Mænds Vurdering“, og da kan han gjøre, hvad han vil, beholde det selv eller sælge det til Andre; „og have den sin Gjæld,
som tog den, men Eieren det, som mere er“, hvilket maa forstaaes saaledes,
