Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/57

han efter Giftermaalet tilsagde hende til Gjengjæld for hendes Medgift og som, hvis hun døde uden Fællesarvinger, tilfaldt hendes Arvinger. Det er maaske dette veð, hvortil der sigtes ved Ordet „giptings veð“ i Magnus Borg. Kr. 25. I Diplomerne, hvor det forekommer temmelig hyppigt, bruges i Almindelighed Navnet þingaveð, (skrevet i et eller to Ord; se Artiklen i Fritzners Ordbog); stundum ogsaa tilgjafar veð^[1]. Det gaar efter sin Hensigt ud paa, at Hustruen, saalænge Egteskabet varer, skal have Sikkerhed i Godset, som imidlertid vedbliver at bruges af Manden^[2]. Heri ligner det almindeligt veð og er ganske forskjelligt fra Brugspantet. Derimod synes ikke dette Slags Pant at være gaaet uden videre over til Eiendom, om det ikke løstes ved Mandens Død eller en vis Tid derefter. Man har flere Arveskifter mellem Hustruen og Mandens Arvinger, hvorved disse have formelig afstaaet hende til Eie den Gaard, hun hidtil havde i þingaveð^[3]. Men man ser ogsaa, at Aftalen gaar ud paa, at det nu skal gaa over til brugeligt Pant^[4], ligesom det sees, at Udløsning senere er foregaaet af Jord, som Konen efter Mandens Død har brugt som sit þingaveð^[5]. Retsforholdet har derfor neppe været meget udviklet og tør ogsaa minde noget om hin ældre Retsdannelse, hvori veð endnu ikke havde faaet en udpræget Betydning

af Panteret.

1. I. 220 fra Voss af 1332.
2. I. 150 fra Sogn (?) af 1317. IV. 217 fra Lofoten af 1335: Manden gav sin Hustru i tilgiöf 6 Mk. Guld og „lagde þinga veð i sine Gaarde og alt det løse Gods, som han eiede og eiendes maatte vorde (æighandi vyrdi). IV. 457 fra Ryfylke af 1366: Manden giver for tilgiöf en Gaard til Eie og en Gaard i þingaveð. II. 251 fra Valders af 1342: „þinghabedd“, rimeligvis en Skrivfeil. VII. 339 fra Bakke i Lister af 1404: en Mand lover sin Hustru i tilgiáf 8 Mærker Guld og derfor „sætter han ud“ Gaarden Sandsmark i Siredal „i vædher“ „samt andet løst Gods, saameget som trænges“ (? meðan hon rækker) jfr. et Diplom udstedt Dagen efter mellem de samme (D. N. IV. 740), om at Manden med Hustruens Samtykke havde solgt Sandsmark, som hun havde havt „i þinggha vædher“ og at hun i Stedet skulde tage for sit Tilgodehavende i Boet Gaarden Tonstad („i wædher fyrir mála sin ok aðra lausa pæningha ok ængha aðra jord medan hon til rækker“). IV. 928 fra Sogn af 1452: en Raadmand fra Bergen satte sin Hustru „i þinghe wædh“ en Gaard i Søndhordland, saalænge indtil han eller Arvinger løser det igjen for 8 Mærker Guld.
3. I. 220 fra Voss af 1332. III. 341 fra Romsdal af 1364.
4. I. 186 fra Bergen. I. 142 fra Søndmøre (?) c. 1314, hvor det ved Opgjøret med Svigerfaderen aftales, at 14 Mk. skal staa tilbage „og ligge – – i den Gaard, Lauvvik og der skal hun tage Landskyld, til hun er udløst efter Opsigelse“.
5. II. 231–2 fra Voss af 1339, samt især IV. 911 fra Bergen af 1449, hvor Lagmanden fradømmer den tidligere Hustru en Jord, som var sat hende i „vædh“ efterdi hun nu havde af Landskylden oppebaaret sit Tilkommende. Det er dog ikke aldeles sikkert, om det er þingaveð eller almindeligt Brugspant.