Resultatet af denne Undersøgelse bliver derfor, at det vigtigste Særkjende
for den Tids danske (og norske) Underpant, nemlig Underpant kun i fast Gods
og Skib, samt den dermed nøie sammenhængende Stiftelse ved Indførelse i
offentlige Protokoller, – altsaa netop det, som den Dag i Dag er Grundstenen
for vort Hypotheksystem – maa antages at være optaget fra den
tydske Ret.
For nu til Slutning at omhandle Forholdet mellem den danske og tydske Panteproces, saa maa jeg indrømme, at jeg i hvert Fald finder det meget tvivlsomt, om den store Lighed her skyldes nogen tydsk Indflydelse. Det kunde vistnok være fristende at søge et Forbillede i den sachsiske Ret, især da denne brugtes ved den keiserlige Hofret. Men for det første er det vel meget tvivlsomt, om denne Panteproces, som var Lovbogen mest lig, da endnu existerede, og desuden var det jo vel i Almindelighed den hanseatiske Panteret, som indvirkede paa den danske, og dennes Procesmaade var temmelig forskjellig. Dernæst maa mærkes, at Frd. 1632, hvor saadan Indflydelse især skulde spores, er mere forskjellig fra den tydske Panteproces, og Kristian V’s Lovbog 5. 7. 11, hvor Ligheden er størst, har dog igjen mere Karakteren af en videre, selvstændig Udvikling af Frd. 1632. Men hvad der især maa fremhæves, er, at der i den danske Retsbrug jo havdes en Tilknytning for de fleste Led af Panteprocessen, nemlig Annammelse til Brug, Taxt, Eiendomsdom med Opbydelse. Denne Misbrug var forskjellig efter Stedet, og Frd. 1632 var væsentlig et Forsøg paa at ordne Fremgangsmaaden paa en ensartet Vis. At denne Misbrug igjen har været paavirket udenfra, er neppe sandsynligt, da der i den ældre danske Proces haves meget Tilsvarende.
Dog kan der maaske ogsaa her i enkelte Dele paavises fremmed Indflydelse. Kommissarialklausulens Ugyldighed har Frd. 1623 vistnok taget fra Tydskland, hvor den var udtrykkelig udtalt ved Rigspolitiordningen af 1577[1], formodentlig ved Romerrettens Indflydelse. Naar samme Frd. i Forbindelse dermed gjør Eiendomsdommen til Betingelse for Eiendomsrettens Overgang til Panthaveren, medens Misbrugen forhen havde opfattet den kun som et Bevismiddel, tør vel ogsaa dette, netop i denne Sammenhæng, maaske være af tydsk Oprindelse. Ligesaa tør Løsningsfristen Aar og Dag, som er ny i Lovbogen, (5. 7. 12.) være taget fra den tydske Panteproces. Skjønt Terminen Aar og Dag i Betydningen af Aar og 6 Uger allerede findes i Provinciallovene og oftere i den senere Lovgivning[2] og rimeligvis, omend med lidt forskjelligt Navn og Beregningsmaade, er en urgammel Termin hos de
Hefte germaniske Folk[3], – har jeg dog ikke kunnet finde den brugt tidligere
