Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/46

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

paabudt for Trediemands Skyld, – et forhen ganske ukjendt Hensyn. Og denne mærkelige Retsregel springer fuldt færdig frem allerede 2 Aar efter det første Lovbud om Retsprotokollers Brug! Taler ikke dette med Bestemthed for, at ikke blot Protokollerne ere indførte udenfra, men at man med det samme har medtaget en lang, fremmed Udviklings modne Frugter?

Er der altsaa alle indre Kjendetegn for, at de første Bud om Protokollation af Retsstiftelser i fast Gods ere af fremmed Oprindelse, saa kan det med Sikkerhed sluttes, at de ere tilblevne ved Efterligning af den lybske Ret, hvor jo ganske den samme Institution længe var vel kjendt. Og herfor taler det ogsaa, at Frd. 1553 og 1580 kun ere givne for Kjøbstæderne, at de tildels ere grundede paa Klager fra fremmede Handelsmænd, at Frd. 1580, som forøvrigt mindre skarpt fremhæver Protokollation, bruger de tydske Ord „Underpant“ og „forsætte“ („versetzen“), ligesom det bestyrkes ved, hvad jeg siden skal oplyse for Norges Vedkommende.

Jeg kommer derfor til den bestemte Slutning, at vort nyere Thinglysnings- og Protokollationssystem i sin første Skikkelse er kommet fra Hansestæderne. Herved er ogsaa bevist, at det ikke har noget at gjøre med det romerske Publicitetssystem. Dette kunde man fristes til at tro ved at læse Frd. af 1622, hvor som Hovedgrund for Thinglæsningsbudet er nævnt de hyppige Antedateringer. Men denne Forordning er jo kun en Fortsættelse af en alle rede begyndt Udvikling, hvis første Led ikke lader Tvivl om en anden Oprindelse.

Og nu endelig Frd. af 1632, som maatte gribe ind i Retsbrugen for at give Underpant tinglig Ret, – ogsaa den vidner om fremmed Paavirkning. Det indrømmes ogsaa af Prof. Matzen (S. 14), at denne Forordnings indskrænkende Vilkaar (at Underpantet skal være uopsigeligt fra Panthaverens Side) muligens kan være Udtryk for den samme Tanke, som ligger i Jordrentens Uopsigelighed. Men Rentekjøbet var netop ogsaa en tydsk Institution[1]. Og, naar dette første indskrænkende Vilkaar saa snart blev slettet af Retsbrugen trods dens tidligere Vægring for at erkjende Underpant som tinglig Ret, forklares dette maaske ogsaa af fremmed Indflydelse. Denne viser sig ogsaa samtidig i den Begrændsning, som Underpantets Gjenstand fik ved den danske Retsbrug i det 17 Aarhundrede, nemlig kun fast Gods og Skib, der er ganske den samme Begrændsning, som var eiendommelig for det tydske

Underpant.

  1. Først i det 17 Aarhundrede, henimod Institutionens Ophør, blev der indrømmet den Renteberettigede Opsigelsesret. Mascher S. 73. Det kan mærkes, at ialfald i det Slesvigske havde Rentekjøberen netop Ret til at tage Godset i Besiddelse, om Renten ei betaltes. Stemann l. c. II. 268.