førte til det færdige Underpant. En af dettes Spirer er rimeligvis oprindelig dansk, nemlig den Afændring i Brugspantet, at Pantsætteren precario vedbliver i Besiddelsen. Men allerede den udvidede Anvendelse heraf i Kjøbstæderne i det 16 Aarhundrede, saaledes at Pantsætteren næsten altid faar en Ret til Besiddelsen indtil Misligholdelse, er sandsynligvis foregaaet under tydsk Paavirkning. Herfor taler den Omstændighed, at Frd. 1580, som før vist, adskiller dette fra Brugspant under Navn „Underpant“, (Unterpfand), og ligesom man bruger det græske Ord hypotheca som et af Beviserne for det romerske Underpants græske Oprindelse, tør vel det tydske Ords Brug i Danmark (og Norge) bevise noget Tilsvarende. Desuden var Vilkaaret for Besiddelsen nu knyttet til Rentens Betaling og tør derfor være indkommet udenfra med Renten selv. Og et yderligere Bevis for denne Mellemforms fremmede Karakter tør maaske ligge i Retsbrugens lange haardnakkede Vægring ved at anerkjende den som tinglig Ret.
Men langt sikrere er det, at de øvrige Forholde, som forberede Underpantets Indførelse, ere af tydsk Oprindelse. Det kanoniske Renteforbuds Ombytning med den protestantiske Tilladelse af en billig Rente, hvilken er ganske nødvendig for Udviklingen af Underpant, kom med Reformationen fra Tydskland. Rentekjøbet, som i Tydskland havde været en Forløber for egentligt Underpant, var derfra trængt ind i en stor Del af Halvøen og var heller ikke ukjendt i det øvrige Danmark. Men især maa det fremhæves, at det vigtigste Led i Udviklingen, Indtegningsprincipet efter Frd. 1553 og 1580, utvivlsomt er kommet fra Tydskland.
Det nyere Thinglysnings- og Protokollations-System er, som Professor Matzen selv siger (S. 274), „et ganske nyt Retsinstitut med et ganske andet Øiemed end Pantsætning til Thinge i ældre Tid“. Og dette viser sig netop klarest i dets første Grundlag, Recessen af 1553 og Frd. af 1580. Det er først de senere Love, Frd. for Adelen af 1622, Frd. af 1632 og især Lovbogen, som, efterat den nye Institution allerede er indført, maaske for at gjøre den mere national, anvende derpaa det gamle Navn Thinglysning og holde Læsningen frem som det Væsentligste for Almenheden, medens Protokollationen holdes i Baggrunden, mere som Regel for Embedsførselen. Men hine ældste Love, især Recessen af 1553, stiller derimod det fremmede, Protokollationen, ganske anderledes frem. Den første Form for det nyere Thinglysningssystem er ogsaa i Danmark og Norge netop „Indtegning“. Recessen siger vistnok ogsaa, at Retsstiftelsen kan foregaa paa Bythinget, hvilket slutter sig til – eller for Pants Vedkommende gjenoptager – en gammel Regel. Men forøvrigt er Lovbudets Præg aldeles fremmed. Det tilføier strax, at Pantsættelsen o. s. v. ogsaa kan foregaa „paa Raadhuset for Borgermester og Raad“, hvilket er ganske Nyt, og navnlig byder det, at den skal indtegnes i Stadsbogen, hvilket er gjort til en Betingelse for Gyldigheden og nærmest
