nogetsteds i den danske Panteproces, ligesom i hvert Fald Løsningsfrist efter Eiendomsdommen var ubekjendt i Retsbrugen lige indtil Lovbogen.
Jeg vil ikke heller nægte Muligheden af, at Lovbogens Forfattere, idet de, nu for første Gang, gav en virkelig Ordning af Panteprocessen, kunne have havt fremmede Forbilleder for Øie, ved Siden af, at de havde mange Tilknytningspunkter i den ældre Ret.
Dette Forhold mellem Lovbogens Panteret og den tydske har Prof. Matzen aldeles ikke berørt. Det er efter min Mening det største Savn ved hans Værk, at han næsten har afvist Undersøgelsen af den senere tydske Panterets Indflydelse paa den danske. Han har indrømmet indirekte tydsk Paavirkning paa et Par Punkter, hvoraf kun et, Jordrenten, er af nogen Vigtighed for vort Emne. Men idet han i sin korte Undersøgelse (S. 2 ff.) væsentlig holder sig til ældre tydsk Ret, har han ligesaalidt her som senere i Værket reist Spørgsmaalet, om det tydske Underpant og hvad dermed staar i Forbindelse, f. Ex. Protokollationsprincipet, har i nogen Grad paavirket dansk Ret. Det skulde været saameget interessantere at se dette Spørgsmaal behandlet fra en saa kyndig dansk Hand som Hr. Professor Matzens, da det efter min Mening hænger sammen med Spørgsmaal af endnu langt større retshistorisk Betydning.
Jeg tror nemlig, at den tydske Ret, saadan som den har været udviklet, navnlig i Handelsstæderne, før den romerske Rets Reception, ogsaa ellers har havt ikke ringe Indflydelse i Danmark og Norge og bidraget meget til de store Forandringer i det 16 og 17 Aarhundrede, hvorved Overgangen skete fra Middelalderens mere rent nationale Retsforfatning til den nyere Tids mere fælles-europæiske Retsudvikling. Og dette Forhold kunde engang fortjene
en nøiagtig Undersøgelse navnlig af danske Retshistorikere.
og en Dag“; Kristian IV. N. L. VII. 59. har „Aar og Dag“, medens der i Kilden M. L. VII. 62 og F. L. XIV. 8 staar blot „12 Maaneder“. Den kaldes ogsaa baade i danske og norske Love „Dag og Jamling“. I svenske Love: „Nat og Aar“.
