Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/37

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

i hvert Fald ikke andet Løsøre end Skib[1]. Derimod gjøre disse Oplysninger om Tilstanden før Lovbogen i Forbindelse med dennes tvetydige Udtryk det saa meget forklarligere, at det romerske Hypothek, lige til dets „almindeligt Pant i Alt, hvad eier og eiendes vorder“ senere gjennem Sædvaneretten kunde trænge ind baade i Danmark og Norge og sætte sig saa fast, at det i Norge først blev afskaffet i 1857, og at der i Danmark først i disse Dage forhandles om at forbyde det. Forøvrigt gik dog denne Udvikling ikke saa hurtigt for sig. Endnu ifølge Hesselberg (ved Dons 1763) skulde Underpant i Løsøre ikke have synderlig Udstrækning; vistnok ser man af § 231, at almindeligt Pant var kjendt, men efter de Flestes Mening bandt det kun Skyldneren personlig, og efter § 227 var det „mestendels naar de rørlige Ting baade er af nogen Værdi og ikke uden stor Umage kan bringes fra det Sted, hvor de ere“, at de brugtes til Underpant. Og omend dette maaske ikke giver det rette Indtryk af Praxis paa den Tid, saa gaa dog et Par ældre Fynbo Landstings-Domme fra 1716–17 ganske i samme Retning[2]. Det var vistnok først i Aarhundredets Slutning, at Underpant i Løsøre i sin fuldeste Udstrækning blev almindelig anerkjendt[3]. –

Forordningen af 1632 og den sammen med denne i Store Reces II. 15. optagne Frd. af 1623 have ogsaa sin store Betydning derved, at de ordne Fremgangsmaaden ved den tvungne Fyldestgjørelse af Underpantet og herved give Panteretten en stor Del af sit legale Indhold uafhængig af Kontrakten, Noget, hvortil der forøvrigt var gjort stærke Skridt i Retsbrugen.

Først byder St. Rec. II. 15. 9. efter Frd. af 1623, at om „Nogen vil hænde Dom paa Pant for Eiendom, da skal han alene tage Fyldest af Pantet efter gode Mænds Sigelse og ei videre, hvorledes og Pantebrevet formelder“. Herved var for det første ganske afskaffet den gamle, nu forresten forældede Pantsættelse per modum forwæth. Dernæst var Kommissarialklausulen erklæret ugyldig baade ved Underpant og Brugspant.

Endvidere har Rec. II. 15. 11 (ɔ: Frd. 1632) ordnet selve den tvungne Fyldestgjørelse. Betingelsen for denne er, at Renten ei ordentlig betales eller at Pantet senere var stillet til Brugspant (Opsigelse, som først nævnes i 5. 7. 8.,

kunde som før nævnt ei finde Sted). Den første Del af Fremgangsmaaden

  1. ↑ Nellemann, Læren om Exekution og Auktion S. 263.
  2. ↑ En Dom af 1716 nægter Citantens Paastand om at nyde Prioritet i Løsøre, „endskjønt Indstævntes Obligation vel derom mentionerer, af Aarsag, samme Løsøre ei specifice er opført“. Og en Dom af 1717 kjendte, at en af Domfældte udstedt Panteforskrivning, hvorefter han pantsatte Alt det, han eier og eiendes vorder, ikke kunde betage en anden Kreditor Ret til at gjøre Exekution „allerhelst i det Løsøre og Midler, som i fornævnte Obligation ikke stykkevis og specialiter vare opførte“. Se N. F. Schlegels fortjenstfulde Udtog af Fyenbo Landstings-Domprotokoller fra 1687–1776 i Ugeskrift for Retsvæsen 1870, Domme Nr. 468 og 480 jfr. 600.
  3. ↑ Nørregaard III. 334. 344. Brorson til 5te Bog II. 17–19.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:L._M._B._Aubert_-_Kontraktspantets_historiske_Udvikling.djvu/37&oldid=187935»