var ganske som i Lovbogens 5. 7. 8. at tage til Brugelighed uden foregaaende Proces. De nærmere Regler for Panthaverens Stilling i Brugstiden, som indeholdes i 5. 7. 9., er derimod som skreven Ret nye i Lovbogen. Kilden, der i en eneste Artikel skildrer den hele Fremgangsmaade som en Enhed, hvor det ene Led maa gaa forud for det andet, beviser, at ogsaa efter Lovbogen maatte enhver Panthaver først tiltræde Pantet efter 5. 7. 8, før han kunde tage Taxt og Eiendomsdom. Hallagers Indvending mod denne Mening (i Obligationsretten II. 320), at Adgangen til Fyldestgjørelse derved vilde hindres ved tidligere Bortleie paa Grund af 5. 8. 16, er vistnok i sig selv rigtig, men beviser ikke Fortolkningens Urigtighed. Thi det snevre Udgangspunkt for Underpantets tinglige Ret efter Frd. 1632 var, at Panthaveren skulde overhovedet stilles saa gunstig, som om han fra først af havde faaet brugeligt Pant, hvilket blev til hans Fordel, forsaavidt han kunde omstøde Brugspant, som jo forhen havde gaaet foran alt Underpant, men ogsaa til hans Skade, idet han ikke kunde have nogen Ret, hvor han ikke vilde kunne have faaet Brugspant, og for dette var just ældre Leie til Hinder[1].
Fremgangsmaadens følgende Del er derimod mere forskjellig fra den, vi gjenfinde i Lovbogens 5. 7. 11. Efter Frd. 1632 (Rec. II. 15. 11) skulde han, hvis han efter Tiltrædelsen vilde faa fuld Raadighed over Pantet (“afhænde eller beholde det til Eie“), først til Thinge tilbyde Eieren at løse det inden 2 Maaneder. Efter Forløbet af denne Tid opnævnes paa Thinget Taxeringsmænd, og hvis ikke 2 Maaneder efter Taxten Pantsætteren har løst Pantet, da beholder Panthaveren det til Eie mod at betale Overskudet til Pantsætteren. Eiendomsdom omtales ikke i Forordningen, og dens Nødvendighed tør vel endog efter Recessens Text (11 og 9 Artikel sammenholdte) have været tvivlsom. Med Hensyn til denne Fremgangsmaadens senere Del har Forordningen heller ikke været almindelig fulgt, hvad den maaske netop paa Grund af denne Uklarhed ved Eiendomsdommen ikke har været skikket til. Retsbrugen vedblev lige indtil Lovbogen fremdeles at være meget forskjellig ligesom ved Brugspant før 1632, men Eiendomsdom ansaaes dog altid nødvendig[2].
Lovens 5. 7. 11. giver da ordnende Regler om den endelige Fyldestgjørelse. Den gjør det udtrykkeligt nødvendigt at tage Eiendomsdom, hvor Panthaveren vil blive mere end Bruger. Betingelsen for at faa den var vistnok, at selve Hovedstolen var forfalden, idet den Mening, at allerede efter Lovbogen Rentens Udeblivelse gjorde hele Hovedstolen forfalden uden Opsigelse,
synes at modsiges af Retsbrugen lige før Lovbogen[3]. Naar nu Pantha-
