fra Panthaverens Side. Denne Indskrænkning bortfaldt dog snart ved Sædvanen. Og da Underpant saaledes erkjendtes fuldgyldigt, uden Hensyn til „visse Konditioner“, ophørte man snart med at sætte til brugeligt Pant, der maa siges i Danmark at være en aldeles forældet Institution allerede ved Udgivelsen af Kristian V’s Lovbog, hvor man derfor kun finder faa Spor af den, hvilke fra Lovgiverens Standpunkt nærmest maa forklares ved en uagtsom Brug af de ældre Kilder[1].
Forordningen af 1632 hjemlede kun Underpant i fast Gods. Allerede før Lovbogen var det imidlertid i Misbrugen erkjendt, at Skib her maatte stilles i Klasse dermed, og 5. 7. 7. har derfor kun stadfæstet en ældre uskreven Retssætning[2]. Andre større Løsøregjenstande blev det i Løbet af det 17 Aarhundrede ialfald i Kjøbstæderne temmelig almindeligt at pantsætte uden Overleverelse, hvorfor ogsaa Sprogbrugen var paa Vei til at udsondre „haandfaaet Pant“ eller „Haandpant“ som en egen Art Pant i Løsøre. Man træffer endog saadan Pantsættelse af alt eiende Løsøre, i Almindelighed dog med vedlagt Specifikation, ja, ialfald kort før Lovbogen, endog Pantsættelse mellem Kjøbmænd af al nærværende og tilkommende Formue[3]. Men Retsbrugen, som i denne Tid ogsaa ved fast Gods overholdt Specialprincipet[4], vilde ikke erkjende Underpant i Løsøre som gyldigt, undtagen forsaavidt som der var en langt større Frihed end nu til at medtage Løsøre som Appertinents til fast Gods[5]. Paa Grundlag af disse Oplysninger mener Professor Matzen, at Lovens 5. 7. 7. ved de meget omtvistede Ord: „pantsættes Hus, Jord, Grund eller Skib eller Andet, som ikke i Hænde leveres men bliver i Skyldnerens Værge“, netop har villet erkjende Gyldigheden af Underpant i Løsøre. Det tør dog være, at Forf. kun mener Gyldigheden af Underpant i saadanne enkelte Løsøregjenstande, som det var blevet almindeligt at lade Pantsætteren beholde (navnlig, foruden Appertinentier i stor Udstrækning, de i det daglige Liv uundværlige Gjenstande, f. Ex. Kakelovne, Bryggerkjedler[6]. Ordene tale vistnok adskilligt for denne sidste Opfattelse. Men det synes lidet rimeligt, at Lovbogen ved disse tvetydige Udtryk skulde have villet udtale en saa svær Sætning, som den, at Underpant i hvilketsomhelst Løsøre skulde være gyldigt, en Sætning, der stred ligemeget mod den skarpe Forskjel mellem fast Gods og Løsøre, saavel i den nationale Ret som i de Love, hvoraf den i senere Tider var bleven paavirket. At Lovbogen ikke kjender Underpant i Løsøre i nogen større Udstrækning, fremgaar vel ogsaa deraf, at den aldeles ikke har givet Regler om Fremgangsmaaden ved den tvungne Fyldestgjørelse
i Løsøre, hvoraf Pantsætteren var i Besiddelse. Thi 5. 7. 8 ff., angaar
