Under Indflydelse af disse Forandringer i den ældre Retsforfatning udviklede
der sig fra 16 Aarhundrede et Underpant som en særegen Art af Pantsættelse.
I Kjøbstæderne var det allerede i Midten af Aarhundredet almindeligt,
at Pantsætteren beholdt Godset indtil videre, og fra 1600 var det vistnok
overalt det hyppigste, at Pantet udtrykkelig overlodes Pantsætteren, saalænge
han ikke udeblev med sine Renter; isaafald skulde Panthaveren have Ret til at
tage det til Brugelighed, hvilket skete ved en egen Indførsel. Det var altsaa
en Mellemting mellem egentligt Underpant og Brugspant og opfattes som
en fra dette forskjellig Panteform allerede i Frd. 1580, hvor det nævnes
med det tydske Ord „Underpant“. Men Sprogbrugen var endnu langt ud i
17 Aarhundrede saa vaklende, at man ingenlunde kan slutte, at Skyldneren
er forbleven i Besiddelsen overalt, hvor Forholdet er kaldt Underpant, ligesom
omvendt ogsaa dette er kaldt „brugeligt Pant“; ja, man finder endog ofte
Udtrykket „brugeligt Underpant“[1].
Uagtet det nu saaledes mangesteds allerede i 16 Aarhundrede var blevet almindeligt at lade Skyldneren i Besiddelse af Pantet, var dog længe Underpant ikke erkjendt som tinglig Ret uden maatte i nogle af de Kjøbstæder, hvori Frd. 1580 blev efterlevet[2]. Overalt ellers havde Panthaveren, saalænge han ikke havde tiltraadt Pantet, kun en personlig Ret imod Skyldneren, ja kunde ikke engang gjøre nogen Ret i Pantet gjældende mod Arvingerne[3]. En Undtagelse herfra gjordes dog maaske, naar der var oprettet formeligt Leiebrev med Pantsætteren[4].
Denne Tilstand forandredes ved den vigtige oftnævnte Frd. 23 April 1632, som først egentlig kan siges at have indført Underpant som en selvstændig Institution. Denne Frd., som er gjentaget i Store Reces II. 9. 11, siger nemlig, at den, som gjennem thinglyst Pantebrev faar Pant i fast Gods paa de Vilkaar, at Pantsætteren skal beholde Godset, saalænge han betaler Renterne, og at Pengene ere uopsigelige fra Kreditors Side, – gaar foran senere, brugeligt Pant og „foran alle Kreditorer og skal først udløses“ og har altsaa her ligefrem faaet en tinglig Ret. Forordningen er sig ogsaa vel bevidst, at den her indfører eller stadfæster en ny Art af Pant, som den selv kalder „visse Underpant“, idet den tilføier: „dog skal hermed ikke være forment, at En og Hver jo paa sædvanlig og tilforn brugelig Maner maa Pant sætte og Pant annamme“ (ɔ: Brugspant).
Herved var det altsaa udtrykkelig erkjendt af Lovgiveren, at et Pant i fast Gods kunde stiftes som tinglig Ret gjennem Thinglysning, uden at det toges i Besiddelse af Panthaveren. Forordningen havde imidlertid gjort
dette med den indskrænkende Betingelse, at Kapitalen skulde være uopsigelig
