haveren. Og paa denne Retsbrug er Frd. 1623 om Eiendomsdom (tildels Kilde til L. 5. 7. 11) bygget[1].
Pantsættelse per modum forvæth var meget hyppig i det 14 Aarhundrede. Senere blev den mere og mere fortrængt af Brugspantet. I den sidste Del af Middelalderen forekom den sjelden; men man har dog Exempler derpaa lige indtil Frd. 1623, som udtrykkelig forbød enhver Pantsættelse, gaaende ud paa, at Pantet skulde blive Eiendom uden Taxt[2].
Den anden i Middelalderen almindelige og ulige vigtigere Pantsættelse ved fast Gods var da brugeligt Pant eller som M. kalder det Pant per modum grøthagiald. Hensigten var her ikke nærmest at skaffe Sikkerhed for Tilbagebetaling, men at gjøre Kapitaler frugtbringende. Panthaveren hverken var eller i Almindelighed blev Eier af Pantet. Heri laa Forskjellen fra den egentlige Væthsætning. Der er ogsaa en væsentlig historisk Forskjel imellem dem; Brugspantet er meget yngre – ikke før Midten af 13 Aarhundrede – og har udviklet sig af den resolutivt betingede Eiendomsoverdragelse. Jeg tror, at dette ogsaa i Danmark kan siges med stor Sikkerhed. Vistnok synes Prof. Matzen at mene noget Andet (S. 367–375), men jeg er virkelig lidt i Tvivl om hans egentlige Mening; thi om han end siger, at Brugspantet først efterhaanden blev et Salg til Gjenkjøb og at dette „ikke er noget hvorfra men hvortil Udviklingen har ført“, saa forekommer det mig dog, at hele hans Bevisførelse kun gaar ud paa, at Brugspantet ligefra den første Tid, det i Formen optræder som Pant, ogsaa i Virkeligheden kun er Pantsættelse og ikke Eiendomsstiftelse – saaledes som de ældre danske Retshistorikere urigtigen have ment – og at det først var meget senere, efterhaanden som Panthaverens Raadighed over Godset udvidedes, at man sammenstillede ham med en Eier og i Diplomerne forvexlede Pant med gjenkaldeligt Salg. Hermed er det imidlertid ingenlunde vist, at der jo, før Brugspantet fremtræder, har været en Tid, da Salg med Gjenløsningsret har været almindeligt og at Brugspantet heraf har udviklet sig. Hr. M. indrømmer selv, at Brugspantet først forekommer i Midten af 13 Aarhundrede og da endnu meget sparsomt. Men det er lidet sandsynligt, at der ikke tidligere skulde være en Maade, hvorpaa man kunde reise lang Kredit paa fast Gods, og at ikke denne Maade ogsaa i Danmark som andetsteds skulde være Salg til Gjenkjøb. Jeg behøver imidlertid ikke blot at paaberaabe Sandsynlighedsgrunde hentede fra Sagens Natur og beslægtede Folks Ret. Hr. Matzens egne Undersøgelser paa et andet Sted (S. 155) vise, at ialfald kort før Brugspantets Fremtræden er Salg til Gjenkjøb brugt i Tilfælde, hvor man siden brugte Pantsættelse, og selve Diplomets Udtryk („quasi vendendo tradidi“) tale for, at
man her allerede er i en Overgangstid, hvor Salg er en Form for Pant.
