At der netop i de ældste Diplomer sondres mellem begge Retsstiftelser[1], beviser heller Intet; thi dels har der naturligvis til enhver Tid været Salg til Gjenkjøb, som Intet har havt med Gjeldsforhold at gjøre, og dels har man ogsaa fra Norge, hvor aldeles sikkert Brugspantet for en stor Del er udviklet af hint Salg, mange samtidige Diplomer, hvor det samme Retsforhold indklædes snart i Form af Salg til Gjenløsning, snart i Form af Pant til Brugelighed. Jeg maa derfor være enig med Stemann i, at det danske Brugspant er udviklet af Salg til Gjenkjøb[2].
Hermed er det dog ikke min Mening, at det danske Brugspant alene er fremkommet ved en naturlig Overgang fra gjenkaldeligt Salg. Jeg mener, at dette i den ældre Tid anvendtes i lignende Tilfælde, hvor senere Brugspantet forekom, omend dette paa Grund af Kapitalforøgelsen blev langt hyppigere, og at det i det Store taget efterhaanden dels naturligen udviklede sig til Brugspant dels blev fortrængt deraf[3]. Men ved Siden heraf kan ogsaa andre Omstændigheder have hjulpet til Brugspantets Fremkomst. Navnlig maa jeg udtale den Tanke, at fremmed Indflydelse allerede her har gjort sig gjældende. Prof. Matzen siger selv, at „Klostres og Kirkers Ophobning af store Kapitaler turde have havt en væsentlig Indflydelse paa denne Pantsætnings Fremkomst og Udvikling“ (S. 367 Note 3). Naar nu disse geistlige Stiftelser netop var de, som først bragte det ligefremme Brugspant i Anvendelse[4], ligger det nær at tænke, at de have ogsaa her taget Forbilledet fra lignende fremmede Indretninger, med hvis økonomiske Drift deres Styrelse naturligvis var vel kjendt, og her maa det erindres, at netop i 13 Aarhundrede blev Brugspantet meget almindeligt i Mellemeuropa, navnlig i Tydskland. Denne Mening vinder Styrke derved, at de geistlige Pantebreve[5] meget almindelig brugte netop de samme Kneb for at undgaa det kanoniske Aagerforbud, som vi allerede kjende fra Tydskland, nemlig at skjænke Frugterne som Sjælegave til
Klostret e. desl.[6].
- ↑ Matzen S. 368.
- ↑ Jfr. Retshistorie S. 501–4. Derimod kan jeg ikke efter min hele Opfattelse være enig med ham i, at Væthsætning af Jord skulde have samme Oprindelse.
- ↑ At der ogsaa senere fandtes Salg til Gjenkjøb og at dette stundum endog i Slutningen af Middelalderen sammenblandedes med Brugspant, behøver ingenlunde at staa i Strid hermed (Stemann S. 502).
- ↑ Jfr. ogsaa M. S. 154–56 samt S. 13.
- ↑ M. S. 13. Jeg maa dog bemærke, at jeg ikke kan se, hvorvidt dette ogsaa har været brugt allerede i de ældste Pantebreve; de af disse, som ere nævnte hos M., holde sig forresten den kanoniske Regel i Virkeligheden efterrettelige.
- ↑ At Overgangen fra gjenkaldeligt Kjøb til ligefrem Brugspant tildels er skeet under fremmed Indflydelse, – herfor synes det maaske ogsaa at tale noget, at det tydske Ord „Pant“ blev brugt om dette Forhold allerede meget snart efter dets Indførelse; man finder „pant“ i Danmark allerede sidst i 13 Aarhundrede, medens det ældste Diplom, hvor dette Retsforhold forekommer, er udstedt noget efter Midten af samme Aarhundrede, – og
