Jord at maatte være gammel; herfor taler den Omstændighed, at denne Vethsætning er en uddøende Institution og da vilde det være besynderligt, om den skulde være opkommet 12–1300 for at forsvinde fordetmeste inden Middelalderens Slutning. At den ikke forekommer i flere Love, har lidet at betyde ligeoverfor den Kjendsgjerning, at den netop findes i de ældste danske Love fra omkring Aar 1200, og som før nævnt er jo disse Samlinger af tildels meget gamle Retsregler. At de yngre Love ikke nævne den, kan efter Lovenes Art være en ren Tilfældighed, og jeg tror ikke, der bør lægges mere Vægt herpaa, end paa den Omstændighed, at egentligt Kontraktspant neppe forekommer i Frostathingsloven, medens det udførlig omhandles i den meget ældre Gulathingslag. Heller ikke det, at Diplomerne saalænge tie derom, synes at fortjene videre Opmærksomhed, især da dette er Tilfældet ogsaa i det skaanske Retsomraade, hvor dog Loven nævner denne Væthsætning meget tidligere. Sagen er vel, at de private verdslige Diplomer før 1300 neppe ere synderlig talrigere i Danmark end i Norge, og det er ikke rimeligt, at geistlige Stiftelser satte sine Penge ud paa saa korte Frister.
Væthsætningen af Jord foregik nemlig som nævnt med ganske kort Løsningsfrist, som oftest vel endog mindre end et Aar[1]. Besiddelsen gik vel i Almindelighed over til Panthaveren, men ingenlunde altid, da Fristen ofte kun var en liden Del af et Aar; isaafald har efter danske Ret Panthaveren ingen tinglig Ret kunnet have[2]. Hvor Besiddelsen var hos Panthaveren, har han ogsaa havt Brugen; men omend Pantsættelsen da ofte har været nær beslægtet med Brugspantet, viste dog Forskjellen sig deri, at hvis Betaling skete til rette Tid, tilfaldt Frugterne som oftest Pantsætteren, ligesom Panthaverens Raadighed i det Hele var langt mindre[3]. – Pantstiftelsen blev for Bevisets Skyld ligesom den almindelige Eiendomsoverdragelse som oftest indgaaet eller stadfæstet mundtlig paa Thinge og kaldes væthskøting, ja ofte simpelthen Skjødning[4], uagtet man ikke uden i enkelt Tilfælde kan opdager at de ved Skjødning brugelige symbolske Handlinger her have været anvendte[5]. Skjønt Eiendomsretten egentlig uden videre gik over, efterat Skyldneren ved Forfaldstid var forgjæves krævet, var det for Bevisets Skyld almindeligt, men ikke nødvendigt, at Pantet nu formelig skjødedes til Eiendom og herved bortfaldt efterhaanden den første væthskøting[6]. I den senere Middelalder bortfaldt ogsaa den paafølgende Skjødning til Eiendom, og det blev nu almindeligt at tage Eiendomsdom, som oprindeligt ogsaa kun toges for Bevisets Skyld og tildels sattes i Forbindelse med den danske „Forfølgning til Laas“[7], men
tilsidst blev en nødvendig Betingelse for Eiendomsrettens Overgang til Pant-
