Det er at mærke, at denne Fremgangsmaade ogsaa var fra 14de til
16de Aarhundrede anvendt ved den keiserlige Hofret, hvor den gik
under Navnet „das Anleiteverfahren“, idet man ved „Anleiten“ forstod Indvisning
i Pantet[1].
Den nyere Fremgangsmaade[2], som udvikledes især i Handelsstæderne og som ogsaa i Sachsen mere og mere fortrængte den ældre, gik ud paa en virkelig Realisation, idet den i Lighed med den nuværende Panteret gav Panthaveren Adgang til at udbringe Pantesummen af Pantet og kun in subsidium, hvor dette forgjæves var forsøgt, gjorde ham selv til Eier, altsaa nogenlunde i Lighed med den romerske Fremgangsmaade. Ogsaa her foregik først en Opbydelse 3 Gange paa „gebotenen Dingen“, hvorpaa afsagdes af Retten en Dom, kaldet „das Geweldigen“, der overgav Pantet til Panthaveren, som derpaa enten kunde sælge det med Forbehold af Skyldnerens Løsningsret i Aar og Dag fra hans Kundskab om Salget eller selv bruge det som et Brugspant med Adgang til naarsomhelst at sælge. Var Salget, der ligesom i Rom i Almindelighed kunde foregaa privat, men „redeligt“ og i Vidners Overvær samt med paafølgende „Auflassung“, forgjæves forsøgt, blev Pantet tilkjendt Panthaveren til Eiendom efter Taxt[3]. Ogsaa her var der forresten Afvigelser, idet der saaledes i Hamburg og Lübeck ingen egenlig Løsningsfrist var for Skyldneren, men Salg maatte først finde Sted et Aar efter „das Geweldigen“, ligesom Panhaveren ikke fik Besiddelsen, der forresten ikke heller andetsteds var nødvendig for Eiendomsdommen.
Sluttelig kan det mærkes, at allerede fra 14de Aarhundrede finder man i Lübeck Aftaler om, at Panthaveren kunde sælge Pantet uden foregaaende Rettergang („poterit vendere absque ulla prosecutione coram judicio facienda“) altsaa svarende til vort „uden Lovmaal og Dom“[4].
Den nyere germanistiske Forskning har altsaa bragt paa det Rene, at der omkring Middelalderens Slutning før Romerrettens Reception og som det synes i det Hele endog uden Paavirkning fra Romerretten[5] i Tydskland, navnlig i de store Handelsstæder, har været udviklet en national Panteret, i mange Henseender den romerske langt overlegen. Den havde frigjort sig fra Nødvendigheden af Pantets Besiddelse ved fast Gods, den anerkjendte et virkeligt Underpant, men uden de kreditspildende Udskeielser, som her skjæmmede den romerske Ret; den forkastede Privathypotheket og krævede „Offentlighed og Specialitet“, Indførelse i offentlige Protokoller til Trediemands Kundskab[6] og indrømmede derfor ikke Underpant i almindeligt Løsøre. Dette Protokollationssystem var ufuldkomment, men det kunde let være forbedret; vi gjenkjende
her de samme Grundsætninger, hvorpaa Nutidens Hypotheklovgivning hviler.
