Ret, idet han mener[1], at den kun indskrænker Pantsætterens Raadighed over Godset omtrent som Arrest. Den almindelige Mening er dog, at den gav virkelig tinglig Ret, omend Kilderne, som i Lighed med andre germaniske Love i det Hele ikke holde disse Begreber saaledes ud fra hinanden som de romerske, tie derom[2]. Og det maa ligeledes antages, trods Meiboms afvigende Mening (S. 419), at ialfald paa de vigtigste Steder, og navnlig i den lybske Ret, var Pantsættelsens Gyldighed, især ligeoverfor Trediemand, afhængig af Indtegningen[3].
Panthaveren havde dernæst ved denne nyere Panteret Adgang til at søge Fyldestgjørelse i det pantsatte faste Gods. Panthaveren kunde ikke søge Debitor personlig, saalænge han ikke havde forsøgt Dækkelse af Pantet, men var denne forgjæves søgt, kunde det Manglende efter adskillige Love søges hos Skyldneren, idet den ældre modsatte Regel i Hamburg og Lübeck siden forandredes[4]. Naar Misligholdelse fandt Sted enten ved Kapital eller Renter (?), androg først Panthaveren Retten (Raadet) om Dom, som aabnede Adgang til Fyldestgjørelse i Pantet[5]. Men efter denne Dom var Fremgangsmaaden i de forskjellige Retsomraader ligesaa forskjellig som den almindelige Exekutionsproces, hvis senere Afsnit i alt Væsentligt her bragtes til Anvendelse[6]. Man kan især sondre mellem det sachsiske og frankiske Retsomraade paa den ene Side, og de store nordtydske Handelsstæder, navnlig Magdeburgs, Hamburgs og Lübecks Stadsretter paa den anden. Den sachsiske Fremgangsmaade havde et mere gammeldags Tilsnit og gik derfor fornemmelig ud paa, ligesom Kristian V’s Lovbog, at gjøre Panthaveren til Eier. Først gav Dommeren Indvisning i Pantets Besiddelse – dog uden egentlig Brugsret – gjennem en af ham opnævnt Mand; derpaa fulgte Opbydelse af Pantet paa 3 „budne“ og 3 „ubudne“ Thing; disse to Led forekom dog ogsaa i omvendt Orden. Naar da Pantet ikke blev løst, faldt der Eiendomsdom, rimeligvis uden foregaaende Taxt, saaat altsaa hele Pantet gik over i Panthaverens Eie, uden Hensyn til Værdien. Fra det første Skridt af Forfølgelsen og til Eiendomsdommen gik der altid „Aar og Dag“, hvilken bekjendte Termin, som ellers beregnedes noget forskjelligt, i Sachsen og paa flere andre Steder udgjorde 1 Aar, 6 Uger og 3 Dage, hvilket kaldtes et sachsisk Aar (annus Saxonicus[7]). I dette Aar og Dag kunde Løsning naarsomhelst finde Sted, men efter Eiendomsdommen havde ikke Skyldneren selv, men vel hans nærmeste Arving Løsningsret atter
i Aar og Dag.
- ↑ S. 427 ff. 432 f.
- ↑ Stobbe l. c. 319.
- ↑ Mascher S. 86–87.
- ↑ Meibom S. 421–23.
- ↑ Meibom S. 433–36.
- ↑ Meibom S. 435 jfr. S. 106 ff.
- ↑ Meibom 109–110. Mascher S. 397. Andre Steder har Beregningen af „en Dag“ været omtvistet, idet flere Retslærde satte den til 6 Uger, altsaa „Jahr und Tag“ nøiagtigt svarende til vort „Aar og Dag“.
