var Rentekjøbet derfor særdeles hyppigt i Mellemeuropa; det ophørte først ganske i 17 Aarhundrede[1].
Rentekjøb fremtraadte altsaa i Datidens Opfattelse som et Slags Eiendomsoverdragelse. I Virkeligheden var det dog et Slags Underpant i det rentepligtige Gods, der i Modsætning til det romerske Hypothek stiftedes gjennem en offentlig Handling og, især i Stæderne, Protokollation.
Dette Retsforhold banede derfor ogsaa Veien for et virkeligt Underpant eller, som de tydske Forfattere nu gjerne kalde det, „die neuere Satzung“, i Modsætning til “die ältere Satzung“, hvorfra det jo adskiller sig navnlig derved, at Besiddelsen forblev hos Pantsætteren, og ligeledes i Modsætning til det romerske Hypothek, som senere fortrængte det[2]. Denne „neuere Satzung“ kan maaske ogsaa paa anden Maade i sin første Spire føres tilbage til 13de Aarhundrede, idet man allerede da ser, at ved Brugspant har Panthaveren indtil videre (precario) ladet Pantsætteren i Besiddelse af Pantet, tildels mod en Leiesum[3]. Men ligefremt Underpant saaledes, at ifølge Retsforholdets Natur Besiddelsen forblev hos Skyldneren, og Kreditor for selve den, ogsaa fra hans Side opsigelige, Laanesum alene havde en Sikkerhedsret i Godset, forekom neppe før adskilligt senere. I Lübecks Pantebøger træffer man det i den første Del af 15de Aarhundrede, i Begyndelsen uden at man tør anføre Renter, eller saaledes at Renten forekom i Form af en Godtgjørelse, fordi Skyldneren fik nyde Pantets Brug. Senere, og endnu før Aagerforbudet var hævet, indtegnedes Laanene ligefrem som rentebærende og paa saadan Maade, at det tydske Underpant fra hin Tid tydelig viser sig at være væsentlig udviklet af Rentekjøbet. Først da Reformationen i de protestantiske Lande havde brudt den kanoniske Rets og dermed Renteforbudets Magt, naaede Underpantet ret til almindelig Udbredelse[4].
I det 16de Aarhundrede havde altsaa den nationale tydske Ret mangesteds, og navnlig i Nordtydsklands Handelsstæder, udviklet et Underpant med det derfor ganske nødvendige Indtegningssystem. Og det maa vistnok, skjønt Meibom har opstillet en noget anden Mening, antages, at dette Underpant paa de fleste Steder alene kunde stiftes i fast Gods samt Skib[5].
Hvad nu angaar det nærmere Indhold af denne nyere Panteret i fast
Gods, saa har Meibom villet frakjende den Egenskaben af egentlig tinglig
- ↑ Mascher S. 68–73. En meget udførlig Fremstilling findes hos Neumann S. 212 ff.
- ↑ Ordet „Unterpfand“, egentlig en Oversættelse af det latinske „subpignus“ forekommer allerede i 14de Aarhundrede og skal betyde, at Pantet forbliver „unter“ (ɔ: „hinter“) dem Verpfänder“, altsaa noget ganske andet end subpignus ɔ: Andenhaandspant, Afterpfand. Meibom S. 37.
- ↑ Stobbe l. c. S. 316. Anm. Neumann S.197.
- ↑ Mascher S. 73. Stobbe l. c. S. 316.
- ↑ Meibom l. c. S. 412–13. Førster III. S. 371. Stobbe l. c. S. 316–17, hvor navnlig paastaaes, at den sommesteds brugelige Pantsættelse af den hele Formue var et anomalt Retsinstitut.
