Disse Bøger førtes hovedsagelig for fast Gods; men man ser dog ogsaa, at Pantsættelse af Løsøre (Haandpant) sommesteds deri har været indført. Protokollationen var i Almindelighed noget udførligere end den, som nu finder Sted i vore Justitsprotokoller og omtrent saadan, som den var hos os i 17 Aarhundrede, før vi havde faaet „Pantebøger“.
Idet man saaledes i de store Byer havde faaet et langt sikrere Middel til Kundskab om tinglige Menigheders Stiftelse i fast Gods end Besiddelsesstanden eller den gamle Vitterliggjørelse paa Thinge, – havde man altsaa allerede længe før Middelalderens Slutning opnaaet den væsentlige Betingelse for et heldigt Underpant. Der gik dog, trods Brugspantets store Ulemper, en lang Tid efter Protokollernes Udbredelse, før man naaede til et virkeligt Underpant. Thi Indtegningssystemet formaaede ikke at fjerne den store Hindring for Underpantet, som laa i den kanoniske Rets Renteforbud.
Men netop dette Renteforbud med dets Udstrækning til Brugspant tjente til at udbrede et nyt Retsforhold, som her er af Vigtighed. Det er det saakaldte Rentekjøb (constitution de rente), som – fra først af dog ikke fremkaldt af Trangen til at omgaa Aagerforbudet[1] – udviklede sig fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede. Den, der vilde anbringe sine Kapitaler i Jordegods uden at være Eier eller Bruger, „kjøbte“ en aarlig Rente i Størrelse svarende til Renten af den udlaante Pengesum, der i Navnet var Kjøbesum for Renten; denne Rente skulde betales af Jorden, indtil dennes Eier indløste den eller kjøbte den tilbage for samme Sum; fra Kreditors Side var den uopsigelig, og der hvilede ingen personlig Forpligtelse paa Laantageren. Det er her allerede antydet, at denne Rente var en Grundrente, heftende paa Jorden. Rentekjøberen fik endog en meget stærk Ret i Godset. Blev Renten ei betalt i rette Tid, maatte den betales dobbelt, og Renteeieren kunde ved Klage faa sig Eiendomsret over Godset tilkjendt. Denne Ret, som var tinglig, blev i Middelalderen stillet i Klasse med Eiendomsretten, idet Rentekjøberen ansaaes som et Slags Medeier i Jorden. Som Følge heraf blev Reglen om „Auflassung“ ved Eiendomsoverdragelsen anvendt paa Kjøb og Tilbageløsning af Rente. Indførelse i Protokollerne blev fordret efterhaanden, som disse kom i Brug, og i Lübeck blev Rentekjøb sammen med Eiendomskjøb indført i „Oberstadtbuch“. Opfattelsen af Retsforholdet som et Kjøb, sammen med det praktiske Livs Tarv, ledede ogsaa til, at den kanoniske Ret ikke vovede at anvende Aagerforbudet derpaa, uagtet det mere end Brugspant var et virkeligt Laaneforhold, om end uopsigeligt fra Kreditors Side. Dette blev navnlig fastslaaet ved forskjellige pavelige Afgjørelser i Begyndelsen af det femtende Aarhundrede, da en stor Mængde Kirker og mente etc.
havde anlagt sine Kapitaler paa denne Maade. I Middelalderens Slutning
- ↑ Neumann S. 223.
