dog Betaling af Gjeld, opfyldtes inden en vis Tid, saaledes at Gjenstanden, naar Forpligtelsen ei opfyldtes, uden videre blev Fordringshaverens Eiendom. Hvad der gjør dette noget fremmed for vort Begreb om Pant, er den Omstændighed, at Forpligtelsen trods Gjenstandens Forbrydelse vedblev, hvorfor Tydske Forfattere kalde dette Retsforhold „Satzung als Strafgeding“ og forhen almindelig har behandlet det under Konventionalstraffe. Denne ældste Rets Kontraktspant findes stundum brugt endnu i Middelalderens Slutning; men det stod i liden Forbindelse med Panteretten forøvrigt og har havt ringe Indflydelse paa dennes Udvikling[1].
Ved Siden heraf finde vi, omend senere end hine Love, allerede meget tidligt, nemlig fra det 7de Aarhundrede, et mere egentligt Løsørepant, idet en Afhændelse af en Gjenstand med det Vilkaar, at den skulde tjene som Vederlag for en skyldig Ydelse, om denne inden en vis Tid ikke gaves allerede da, som det synes, har været opfattet som en Pantsættelse. Vi se allerede i denne af Meibom (S. 264–66 og 270) givne Betegnelse af Forholdet Vidnesbyrd om dets Oprindelse af den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse, og endog langt ned i Middelalderen finde vi tydske Diplomer, som minde om dette Udspring (l. c. S. 264–65). I Almindelighed har vistnok, især i den ældste Tid, selve Kontrakten indeholdt, at Pantet uden videre blev Eiendom, om det ei løstes inden en vis Dag. Men hvor ei Kontrakt eller særlig Lov gav Hjemmel herfor, vedblev – ifølge Love, som dog ere forholdsvis sildige – Pantsætterens Løsningsret, indtil han forgjæves var i visse Former opfordret til at bruge den[2] og derefter en Dom havde erklæret Pantet forfaldet. I den senere Middelalder og rimeligvis før Romerrettens Indtrængen fik Panthaveren, naar han havde iagttaget den sædvanlige Fremgangsmaade med Krav til Løsning, sommesteds Ret til Salg istedetfor Eiendomsret og maatte da udbetale Overskudet til Pantsætteren[3]. I Regelen havde ikke Panthaveren nogen Tiltale til Skyldneren for den Del af Pantesummen, som ikke dækkedes af Pantet.
Medens Løsørepantet ialfald i sin Spire er meget gammelt i den tydske Ret, kan det samme ikke siges om Kontraktspant i fast Gods. De faste Eiendomme bleve vistnok allerede meget tidligt brugte til at reise Laan, men langt ned i Middelalderen skete dette næsten altid som et Salg til Gjenkjøb. Først i det 12te Aarhundrede vise Diplomerne, at det samme Retsforhold ved fast Gods, som tidligere blot fremkom under Form af Salg til Gjenkjøb, begyndte at opfattes som wedde. Denne historiske Kjendsgjerning samt den hyppige Sammenblanding af begge Forhold, som fremdeles længe fandt Sted, er allerede
tilstrækkeligt Bevis for, ikke blot, at de ere nær beslægtede, men at den
