ældste Form for Pantsættelse ved fast Gods ogsaa i Tydskland er voxet ud af Eiendomsoverdragelsen (med resolutiv Betingelse[1]). Forandringen bestod deri, at medens forhen Skyldneren til Vederlag for Laanesummen midlertidig afstod sin Eiendomsret, afstod han nu sin Brugsret. Denne Opfattelse kommer ogsaa tilsyne i Datidens Sprog, der har Udtrykket „Verkauf zu Weddeschat“ i Modsætning til „Verkauf zu Wiederkauf“[2].
Denne Brugsret beholdt Panthaveren, indtil Laanesummen tilbagebetaltes. Nogen personlig Forpligtelse til at yde denne paahvilede ikke Eieren, og Tiden, inden hvilken den skulde ste, afhang som oftest af ham selv, idet sjelden nogen Betalingsfrist var aftalt. Omvendt forfaldt heller ikke det faste Gods til Panthaveren, om den muligens fastsatte Løsningsfrist var oversiddet, medmindre lex commissoria udtrykkelig var aftalt, hvilket dog var meget hyppigt[3].
Da Panthaveren i Almindelighed ikke havde noget Middel til at fremtvinge Eiendomsrettens Overgang eller til paa anden Maade at faa sine Penge (uden ved Transport af sin Ret), kunde dette Retsforhold ikke have den Karakter af Sikkerhedsstillen som wedde ved Løsøre. Det var netop Brugsretten, som for Panthaveren var det Væsentlige, fordi Kreditor heri fandt en af Middelalderens vigtigste Udveie til at gjøre sine Penge frugtbringende. Han havde nemlig i Almindelighed Brugsretten, uden at Frugterne blev afskrevne paa Kapitalen[4]. Saadant var vistnok af Konciliet i Tours 1179 forbudt som Aager[5], og dette Forbud bidrog vel til, at Salg til Gjenkjøb ogsaa i Tydskland blev længere brugt som en Form for Pant (Laan), da det, skjønt i Grunden ydende Kreditor samme Fordel, tillodes af Kirken[6]. Men Budet blev allerede i 13 Aarhundrede omgaaet paa mange Maader, endog af Kirker og Geistlige, idet navnlig Frugterne af Skyldneren skjænkedes Panthaveren f. Ex. for en Sjælemesse[7]. Og det var heller ikke længe muligt ligeoverfor det praktiske Livs Tarv, endog i Formen, at overholde dette Forbud. De tydske Lovgivere forholdt sig her forskjellige; det lykkedes Kirken sommesteds, endog mod Middelalderens Slutning, at faa det udtrykkelig optaget i den verdslige Lovgivning, medens andre Love for det meste gav enten Parterne fri Raadighed eller ligefrem hjemlede Panthaverens uindskrænkede Brugsret. Men saameget er sikkert, at den allerstørste Del af Kontrahenterne, det være Geistlige eller Lægfolk, uden Sky ligefrem
aftale Panthaverens frie Benyttelse af Godset uden Afskrivning paa Hoved-
