Medens hypotheca saaledes fremtraadte udvortes ganske forskjellig fra Eiendomsretten, var dens Indhold længe meget indskrænket, og dette blev først mere udvidet ved Optagelse af de ved fiducia uddannede Regler. Først i 2det Aarhundrede e. Kr. kom denne Panteret til ipso jure at medføre Ret til Besiddelsestagelse og Salgsret, efterat det forhen havde været nødvendigt særskilt at aftale denne; og lex commissoria, som tidligere havde været hyppig, blev senere endog udtrykkelig forbudt. Fiducia, som endnu paa de klassiske Juristers Tid var jevnbyrdigt med det af Prætorretten uddannede hypotheca, vedligeholdt sig, om end vistnok uden at bruge Mancipationsformen eller in jure cessio – i det vestromerske Rige, saaat der endog findes Spor deraf hos Longobarder og Franker, medens det i det byzantinske, hvor mere græske Institutioner fik Overhaand, forsvandt, saa intet Spor deraf findes i Corpus juris.
I den engelske Ret er det nuværende almindelige Pant, mortgage[1], oprindelig baade i Form og Indhold Eiendomsoverdragelse med Løsningsret, idet Eiendomsretten, naar Skyldneren ikke betalte paa en vis Tid, uigjenkaldelig var tabt for denne. Mærkelig nok har endnu den Dag i Dag Pantsættelsen denne Form baade i England og de nordamerikanske Fristater. Et almindeligt Pantebrev har endog i dette praktiske Land aldeles Formen af et Skjøde med Tillæg af den saakaldte clause of defeasance: „dog med Forbehold af, at saafremt den nævnte N. N. skulde betale til N. N. den nævnte Sum inden – – Maaneder fra Dato overensstemmende med et Dags Dato udstedt Gjældsbrev (promissory note), skal Overdragelsen være ugyldig“[2]. Men dette er forlængst kun en Form og et af de mange mærkelige Beviser paa, hvorledes i den engelske endmere end i den romerske Ret de juridiske Fiktioner vedligeholde sig.
Denne store Modsætning mellem Form og Indhold er fremkommet lidt efter lidt ved en Række af Forandringer, som især skyldes den engelske law of equity eller Kantslerret, omend Lovgivningen i senere Tid har traadt ordnende til. Hvad for det Første angaar Besiddelsen, som the mortgagee altid havde, først som virkelig Eier senere som Brugspanthaver ved fast Gods, saa
blev dette efterhaanden sjeldnere, og nu aftales altid, at først i Tilfælde af
- ↑ Dette Ord kommer af vadium mortuum. Vadium er et latiniseret germanisk Ord, det samme som det oldnorske veð og det gothiske vaði; paa Fransk er deraf dannet gage som er trængt ind i det engelske Sprog i denne Forbindelse. Vadium mortuum (mortgage) forklares forskjelligt, men den rimeligste Forklaring er vel den, at, medens ved vadium vivum Pantet selv gjennem sine Frugter betalte hele Kapitalen, blev ved mortgage Laangiverens Indtægt af Brugen ikke afskrevet paa Kapitalen.
- ↑ Se Walker, Introduction to American law designed as first book for Students 5. ed (1869) S. 398 og 412.
