indeholdt, ja selv, hvor den var deri forbudt[1]. Efterhaanden havde her- ved fiducia, navnlig i Keisertidens første Del, saaledes forandret sin Betydning, at Laangiveren faktisk var bleven Panthaver, nemlig Brugspanthaver, og fiducia, som egentlig havde været et virkeligt Eiendomsforhold, kun en Form for Brugspant, Men denne Form bevaredes den hele Tid, omend i flere Anvendelser Skyldneren ogsaa juridisk behandledes som Eier[2].
Medens fiducia i Forbindelse med precarium danner et Slags Overgang til Underpant og Reglerne for fiducia senere fandt Anvendelse paa dette, har dog det egentlige Underpant hos Romerne væsentlig en selvstændig Oprindelse. Som Interdikterne og Aktionerne synes at vise, findes den første svage Spire, efter de 12 Tavlers Tid, i Leieforholdet, først ved Husleie, senere især ved Forpagtning, idet nemlig Prætor tillod Udleieren at betinge sig et Slags Tilbageholdsret – dog uafhængig af Besiddelse – i Leietagerens illata, som først senere, navnlig ved actio Serviana, blev tinglig Ret mod Trediemand, som var kommen i Besiddelse af dem. Efterhaanden tillod Prætor at betinge samme Ret i andre meget praktiske Tilfælde, hvor Skyldneren maatte lades i Besiddelse af Godset f. Ex. i Søretten, og endelig tilstod Prætor actio quasi Serviana for Pantekontrakter i Almindelighed, uden Hensyn til, om det var løst eller fast Gods, eller om Panthaveren fik Besidddelsen eller ikke; herved havde da ogsaa pignus faaet Retskraft eller med andre Ord: der gjordes ingen egentlig Forskjel paa Haandpant og Underpant. Hvad der herved især maa mærkes, er at det blotte formløse pactum kom til at stifte tinglig Sikkerhedsret. Denne Forandring, som stod i saa stor Modsætning til Romerrettens Fordring om Solennitet og Offentlighed ved Retshandlerne, – en Fordring, der netop fyldestgjordes ved fiducia – er af stor retshistorisk Betydning som Oprindelsen til det slette hemmelige Underpantssystem, som gjennem Romerrettens Indflydelse længe var saa almindeligt i Europa. Det er derfor af Interesse at vide, naar den er foregaaet. Dernburgs Undersøgelser vise, at den væsentlig skyldes den græske Aands Indflydelse, hvorom ogsaa Navnet hypotheca vidner, og at den rimeligvis især er foregaaet i det 2det Aarhundrede f. Kr., idet den formentlig hænger sammen med den Rystelse i Kreditforholdene, som fandt Sted under de puniske Krige, og som i flere Retninger fremkaldte Trang til en mindre Offentlighed ved
Retshandler[3].
- ↑ Se dog Scheurl Kritik af Dernburgs Værk i Krit. Vierteljahrsch. III. 416 ff.; han mener, at Salgsretten har ligget i Forholdet selv uden udtrykkelig Aftale. Dernburgs Fremstilling af fiducia tør imidlertid nok være paalidelig; ialfald har den ansete Forfatter Bremer i sit forresten radikale Skifte „das Pfandrecht und die Pfandobjecte“ (1867) S. 3–6 med megen Anerkjendelse sluttet sig dertil, om han end ei udtrykkelig omtaler dette Punkt.
- ↑ Dernburg S. 22 ff.
- ↑ I Institutionens Hjemland var den derimod forbunden med Offentlighed, ja der var endog Spor til Hypothekbøger. Mascher deutsches Grundbuch- und Hypotheksystem. S. 79–80.
