hands evidence). Denne Forandrings Indflydelse kunde ikke være saa stor paa en Tid, da Bevisførelsen vistnok i det Hele bevægede sig inden meget snevre Skranker, da Vidneprovene vare meget korte, tildels afpassede efter faste Edsformularer og væsentlig kun angik Forbrydelsen selv, da Indiciebeviset var næsten ukjendt, og da endelig en Discussion mellem Parterne om Provets Indhold eller Vidnets Person var den største Sjeldenhed. Men den var allerede dengang ikke uden Betydning, især siden Bedømmelsen af Vidnedygtigheden næsten ganske var overladt til Retten. Og som Oprindelse til et System, der lige til den Dag idag har havt den største Indflydelse paa vor criminelle Retspleie, har den ovenskildrede Sædvane sin store Interesse.
Mededsinstitutionen indtog altsaa ikke længere sin næsten eneraadige Stilling blandt Bevismidlerne; men den vedblev dog at være det vigtigste af dem, saalænge Bevisbyrden var ukjendt og Indicier lidet anvendte. Den forekommer under hele Perioden væsentlig i den Form, som Magnus’s Landslov havde givet den, da den, som vi have seet, lun nævnes i saa af de nyere Lovbud. Efter Rb. 1313 Art. 5 (N. G. L. III. 100) skulde Mænd, saavidt muligt, nævnes til Edsaflæggelse med Mænd, og Kvinder med Kvinder; og Rb. 1303 (N. G. L. III. 61) forbød i enkelte Tilfælde, som et Slags Straf, Sigtede at fri sig ved Ed, uagtet
blot Mistanke var tilstede[1]. De nyere Love synes
- ↑ Forbryderes Frænder, der have truet kongelige Ombudsmænd for deres Fuldbyrdelse af Straffen, skulle stille Borgen eller fængsles; og hvis siden noget Ondt sker mod den Truede, og der synes skjønsomme Mænd nogen
