hed[1]. Et stærkt Opsving har denne Sædvane visselig faaet, da den store Mandedød havde lært Folket, at Størstedelen af en hel Slægts Viden paa en Gang kunde gaa i Graven.
Skrivekunsten udbredtes af Geistligheden, og Skriftligheden i den europæiske Rettergang indførtes gjennem den geistlige Retspleie. Vi se derfor Præsterne modtage og nedtegne Vidneprov i verdslige Sager (D. N. II. 352, V. 584). Men de fleste „Provs-“ eller „Vidnesbyrdsbreve“ ere optagne ved Lagrettesmænd. Disse vare faste Mænd, hvis Titel og Værdighed fulgte dem hjem fra Thinget; de modtoge derfor, i forskjelligt Antal, men oftest kun 2 eller 3, edelige Vidnesbyrd, ikke blot paa dette, men enten i „Præstestuen“, sammen med Præsten, eller i „rette Stevnestue“, eller paa hvilketsomhelst Sted[2]. Hyppigt udstede ogsaa Vidnerne selv under Eds Tilbud en skriftlig Beretning om sine Iagttagelser, altsaa Vidnesedler i Nutidens Forstand[3]. En anden Sædvane er, at Almuen paa Thinge, tildels gjennem Lagrettesmænd, udsteder „Skudsmaalsbrev“ angaaende en Mands Opførsel, eller endog om hans Forhold til en bestemt Sag[4].
Skriftlighedens Indførelse gjorde Vidnebevis for
en stor Del til et „Andenhaandsbevis“ (second-
- ↑ Vi se her uden Tvivl Oprindelsen til en i visse Egne endnu herskende Tro, at Vidnesedler, især naar de ere thinglyste, have større Kraft end noget andet Bevis.
- ↑ D. N. II. 125 (fra 1322), I. 183. 517. 677. V. 558. 691, II. 720, jfr. IV. 503, I. 667.
- ↑ D. N. II. 637. 698. IV. 127. (1319), 503.
- ↑ D. N. II. 756. 806. V. 727. IV. 730.
