i det Hele at fordre større Eder, saaledes endog Tylftered for Vareforsalskning, hvor det alene gjaldt god Tro. Paa den anden Side anvender Haakon Magnussøn den Ældres Borgret simpel Partsed ved Sigtelse for Drab og Saar, hvilket maaske, da den er given for fremmede Krigsfolk, kan forklares af fremmed Rets Indflydelse[1].
Som rimeligt er, have vi flere Domme levnede, der omhandle Ed, end der omhandle Vidner. Praxis synes efterhaanden at have gjort Negtelseseden nødvendig ved den blotte Sigtelse uden Heimskvid. Thi der sees ikke andet Spor til denne, end at Eden etsteds er aflagt af En som mistænkt af Rygtet (D. N. IV. 783). For en Del er dette vistnok en Tilfældighed; men det er temmelig sikkert, at Heimskviden var gaaet ganske af Brug ved Periodens Slutning. En væsentlig Aarsag hertil maa søges i Fogdernes mange uretfærdige Søgsmaal, for hvis Fremme de maatte tilsidesætte en saa stærk
Hindring som den at bevise, at Sigtede var beryg-
- ↑ N. G. L. III. 144: „Hvis Mand dræber Mand; skal han miste sit Liv. Men hvis han drager Sværd eller Kniv mod en Anden med Vrede, da skal han ligge i Stok 7 Nætter paa Vand og Brød, hvis hin bærer Vidne til; men hvid han ikke har Vidne til, da skal han holde op sin Haand til Gud og sværge det, at han ikke gjorde det“. Man ser, at hele Lovstedet har et fremmed Tilsnit.
Mistanke (grunnsemd), til at hines Raad har bidraget dertil, da maa der ei tillades dem Ed, før Kongen er adspurgt. Paa samme Maade skulde forholdes med dem, der vilde tiltrue sig sine Fordringer af de Svage istedetfor at gaa frem med Lov og Ret.
