Orden, men Sjælen allermest som sen Medchristne“, hedder det i den mærkelige Instrux, som blev given Dommere i Misgjerningssager[1]. – Efter den ovenciterede M. L. IV. 16 skulde man tro, at hele Dommermyndigheden maatte gaa over fra Folket til Kongen. Men denne Forandring vilde været for voldsom. Kongen maatte nøie sig med en Andel deraf, og denne udøvede han gjennem Lagmanden. Denne Embedsmand var bleven sat Lagthinget ved Siden som en lovkyndig Consulent i Slutningen af det 12te Aarhundrede, og i Løbet af det 13de havde man begyndt, halvt frivillig, at tage hans Orskurd alene istedetfor Thingets Dom. Den nye Lovgivning gjorde hans Domstol til en med Herredsthingene fuldkommen parallel. Dette gjaldt væsentlig civile Sager. Men allerede Bylovens VII. 15 (jfr. M. L. IV. 17 i Beg.) forudsætter, at man i Utlegdemaal og alle andre store og smaa Sager kan indhente Lagmandens Orskurd. Og den følgende Lovgivning lægger tydelig an paa ogsaa at overflytte Bedømmelsen af Misgjerningssager til ham, idet han forudsættes som Dommer over disse, dels alene, dels alternativt med „andre skjønsomme Mænd“, i en Mængde Retterbøder fra hele det 14de Aarhundrede[2]. Diplomerne vise os ogsaa gjennem hele Tidsrummet Lagmanden som Straffedommer, snart alene, snart med
Tilkaldelse af nogle Mænd, i forskjelligt Antal[3].
- ↑ Den findes helt oversat i Brandt og Hallagers Udgave at Christian IV. Lov p. 55.
- ↑ N. G. L. III. 30. 61. 65. 86. 117. 153. 161. 212.
- ↑ Se D. N. V. 52 (1310), V. 280 (1399), IV. 210 (1341), IV. 145 (1322), III. 143, I. 400, V. 765. I enkelte af disse Sager staar hans Dom udtrykkelig kaldt „laga orskurð“, V. 280, IV. 145.
