den første Plads, saa vilde den dog ligeoverfor Folket en stærk Kongemagt. Og i Praxis maatte en saa velordnet Retspleie som den geistlige virke kraftigt ved sit Exempels Magt, saameget mere som de kongelige Embedsmænd havde mange Berøringspunkter med de geistlige Domstole. Sin største Indflydelse i vort Fædreland øvede dog det kanoniske Rettergangssystem først langt senere, i forrige Aarhundrede, – da det, adopteret af de fleste Landes Lovgivning, var bragt til sin fuldkomneste Udvikling ved Videnskaben, som dengang begyndte at blive et vigtigt Led ogsaa i vor Retsdannelse.
Den fremmede Ret virkede altsaa baade i Retspraxis og i Lovgivningen, og i denne fornemmelig til Gjennemførelsen af det monarchiske Princip i Retspleien. Allerede Haakon Haakonssøn paaberaaber for Selvhevnens og Ættedrabenes Afskaffelse andre Landes Exempel: „det er en Skam, at man i Lande, hvor bedre Sæder herske, skal spørge, at slig Uskik hersker her mere end andetsteds“[1]. Magnus’s Landslov udtaler udtrykkelig, at Strafferetten alene udgik fra Kongen. „Ingen“, heder det i M. L. IV. 16, „kan lade Forbrydere afstraffe uden selv at gjøre sig skyldig i en Synd, undtagen den Dommer, som Kongen dertil har indsat; thi Loven er det, som straffer, og ikke Dommeren, uagtet han gjør sin Skyldighed efter Loven; men Andre gjøre det med Forbitrelse og Avind“. Straffen er ikke længere en Hevn, men bør tjene til Forbryderens Sjæls Salighed; „onde Gjerninger skal man
hade, men Mennesket skal man elske efter Naturens
- ↑ Frosth. Indl. 8, Munch IV. I. 197.
