Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/86

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Forresten har man vistnok paa Landet almindelig foretrukket at gaa til Herredsthinget, som kunde sammenkaldes strax, medens Lagmanden boede langt borte, og det har navnlig været Sysselmanden, som har bragt Forbrydelser for hans Domstol. I slige Tilfælde var naturligvis Lagmanden Dommer over hele Sagen, baade Jus og Factum (se især D. N. IV. 145 samt N. G. L. III. 212). Lagmanden dømte imidlertid ogsaa (i Kjøbstæderne) sammen med Borgermester og Raad samt Lagret, eller (paa Lagthinget) med Lagretten alene, i det sidste dog sjelden i Forbrydelser, da disse i de færreste Tilfælde kom for Lagthinget, det være nu enten ved Indankning eller Henvisning fra Herredsthinget, eller, i store Sager, ved directe Indstævning[1]. Her blev hans Stilling vistnok ofte en anden, da han nærmest var kaldet til at repræsentere det lovkyndige Element. I Sagen angaaende Knut Alfssøns Drab paa Tønsbergs Lagthing 1502 (D. N. II. 712) bad saaledes Hartvig Krumedike 2 Lagmænd at sige ham, hvad Lovbogen indeholdt om Landsforræderi. Lagmændene tilkaldte derpaa 3 Tylvter Mænd og læste Lovbogen for dem, og Mændene dømte da, at saadanne Mænd have forbrudt Fred og Gods. Derpaa begjærede H. K. Lagmændene og de 3 Tylvter Mænd at randsage, hvorledes Knut Alfssøn havde forbrudt sit Leide. Herom blev da ført Vidner. „Da Alt dette bevisligt var, da dømte fornævnte 3 Tylvter Mænd og fandt det saa for Rette, at Knut Alfssøn brød selv uærlig sit Leide – og efter

fornævnte Norges Lov, da dømte fornævnte 3 T.

  1. Se Diplomer, især for den sidste Del at Perioden, II. 462. 492. I. 743, V. 691. 712.