franske Universiteter, og denne Omstændighed medførte, at ogsaa Bevissystemet snart blev ganske kanonisk.
Vi se derfor ikke alene den kirkelige Anklage- og Contumacialproees og de ældre Bevismidler, som „facti evidentia“, „manifestum atque notorium“, anvendte ved de norske geistlige Domstole[1], men ogsaa Inqvisitionssystemet møde vi ligefra Periodens Begyndelse med al dets Hemmelighed og Skriftlighed. Et almindeligt Rygte (bygðarfleytt, fama eller diffamatio publica foranlediger Biskopen til at lade Hjemstedets Præster holde Forhør, modtage Vidnernes edelige Prov og derefter stevne Sigtede for ham selv, (D. N. IV. 66 fra 1306), eller han udsender sine Mænd for at „inqvirere“ om Rygtets Sandhed (IV. 84 af 1310), eller og selv „ad inquirendum ordinaria auctoritate descendit“ (IV. 13 af 1296). Vidner ere det fornemste Bevismiddel; de tvinges til Møde per censuram ecclesiasticam, de afhøres hemmelig af Dommeren selv, (secreto et singillatim; examineraðr siðan sér sundrugu[2], og deres Prov nedtegnes skriftligt, da Sagens
Dommer ofte er en anden end Vidnedommeren, og
- ↑ D. N. IV. 30. 36, III. 53. I en Ægteskabssag af 1328 (IV. 159) meddeles Sagens Gang saaledes: „juramento de calumnia evitanda et veritate dicenda præstitis, ac testibus productis secreto et singillatim examinati nec non et eorum attestetionibus ad voluntatem partium publicatis, receptisque contra testes exceptionibus ac replicationibus ex alia parte admissis, ceteris insuper juris indaginem requirentibus diligenter observatis“.
- ↑ D. N. III. 29. 44 53, IV. 66, V. 197, se ogsaa III. 31, IV. 521.
