De geistlige Domstole vare i Norge, som andetsteds,
indrettede i 3 Instantser, – Biskopen, der
almindelig udøvede Myndigheden gjennem sin Official,
Erkebiskopen (Metropolitanen) og Paven. Af
Rettergangsmaaden vare kun Bevismidlerne omhandlede
i Jons Christenret, og her følger denne næsten helt
igjennem det norske System. Vistnok udtaler Art.
51 en aldeles romersk-kanonisk Sætning, der er noksom
bekjendt i den moderne Rettergang: „Den,
som Sag siger eller giver, han skal have Bevis til
sin Sag, medmindre den, som nægter, siger nogen
Del i sin Negtelse, den som han og har paa sin
Side at bevise“. (reus excipiendo fit actor). Men
i Enkelthederne er der intet Spor til nogen Bevisbyrde
for Sagsøgeren; Art. 52 udtaler sig om Forsigtighed
med Ed, og ligesom de ældre Christenretter
formindskede den Edernes Mængde. Men dertil
indskrænkede sig ogsaa hele Forskjellen fra Landsloven,
fra hvilken den har taget baade Heimskvid og Meded,
ja, den nævner kun meget sjeldent Vidnebeviset. At
den anerkjendte Mededsinstitutionen i en saadan Udstrækning,
efterat den kanoniske Ret allerede var
trængt saameget ind, og efterat Paven ellers i Norden
havde begyndt at modarbeide dette Bevismiddel,
som han i et Brev til en dansk Biskop af 1239
kalder „hæc pestis omni juri contraria“[1], –
viser vel tydeligt, hvor Mededen endnu var rodfæstet hos Folket. I Rettergangsmaaden forøvrigt
var man henvist den kanoniske Ret, hvis Studium
dyrkedes med Iver blandt de Geistlige, navnlig ved
- ↑ Kolderup-Rosenvinge „om den kanoniske Rets Indflydelse i Danmark“ i Kirkehistoriske Samlinger I. 33.
