der ialfald er Adgang til Appel. Tilstaaelse i Retten nævnes oftere som Dommens Grundlag og i Iveren for at fremkalde den gaar man lige til Trusler. – Ved Siden heraf anvender man dog stundom, navnlig i Sager mod Lægfolk, det nationale Bevismiddel. 1306 byder Biskopen (D. N. IV. 70) flere Præster at tiltale nogle Bønder for Tiendenegtelse, og „hvis de faa Edshjælp med sig af sine Naboer, at de have fyldestgjort al sin Tiende, da lader dem sverge den Ed med forstandige Mænd“. Fra 1310 have vi en Dom, afsagt af Biskopen og 11 Meddomsmænd mod nogle Munke og Lægfolk angaaende Overfald, hvori der dømmes efter „Landsloven til lovlig Negtelsesed“, efterat Øienvidner have slaaet feil. (IV. 86). Og endnu 1357 kundgjør en Korsbroder at have paa Biskopens Vegne „taget“ en Mands „Ed“ for en Leiermaalssag“, hvorfor han giver ham „kvit og aldeles fri“; muligt er det dog, at man her kun har Partsed for sig (III. 239). Men mærkeligst er her et geistligt Statut af 1320 (N. G. L. III. 268), som byder endog „Lærde Mænd“, der sigtes for Bagvaskelse af Biskopen hos Kongen, at sværge Sættered, selv syvende; „med Eder skulle lærde Mænd værge sig, men ikke med andre Renselsesmidler“. – Imidlertid maa disse Anvendelser af de gamle Bevismidler vistnok kun betragtes som Følgen af en Overgangstilstand. Enkelte af de ovennævnte Exempler vise, at man ingenlunde sparede Inqvisitionsprocessen mod Lægfolk (se det ovennævnte Diplom af 1306), og det Samme fremgaar især af en mærkelig Sag fra 1325, gjengiven i Saml. t. d N. F. S. og H. V. 479. Biskopen af Bergen fortæller nemlig i det om Sa-
