og fremmede Tilsnit berøvede Folket det gamle Kjendskab til Lovene og gjorde en egen Klasse Retskyndige nødvendig, er det og sandsynligt, at de fleste Lagmænd enten selv havde studeret i Udlandet eller som Klerker uddannet sig under saadanne Mænds Veiledning. Dette Forhold varede hele det fjortende Aarhundrede igjennem, om end Tabet af Rigets Glands i dettes sidste Halvdel ogsaa virkede paa Videnskabeligheden. Da Handelsforbindelserne omkring 1400 flyttedes til Hansestæderne, og Universitetet i Rostock oprettedes 1419, ophørte Norge at følge den vesteuropæiske Udvikling og gik fra nu af ligesom Danmark udelukkende i Tydsklands Fodspor. Det var imidlertid først i den følgende Periode, at Retspleien i Tydskland var bleven saa forskjellig fra den nordiske, at den kunde tjene som et Mønster for denne[1].
Foruden i disse fremmede Stater havde den norske Retspleie imidlertid ogsaa faaet et Forbillede inden Landets egne Grændser: den katholske Kirke dannede nu en Stat i Staten, med sine egne Domstole og sin egen Rettergangsmaade. Den kanoniske Ret havde i det 12te og 13de Aarhundrede vundet en overordentlig Indflydelse rundt om i Landene, siden Munken Gratian 1144 havde udgivet den under Navn af „Decretet“ berømte Samling af Retskilder fra det første Aartusinde, – Conciliernes Canones, Pavernes Decrettalbreve, Kirkefædres Meninger, indblandet med Romeres og Frankers verdslige Ret – og siden denne Samling var bleven
Grundlag for Glossatorers Forelæsning ved Italiens
- ↑ Sammenlign med den foregaaende Udvikling Munch IV. 1. 505, IV. 2. 473 ff., Keysers Kirkehist. II. 525.
