Vidner eller Dommere, hvis Kjendelse de appellerede: „Der var ikke mere nogen Dom; det er Tilfældet, den materielle Styrke, som gjør den Skyldige eller den Uskyldige. Samfundet her ophørt at støtte sig paa Retfærdighedens moralske Magt og helt taget sin Tilflugt under Styrkens Herredømme“[1]. Kongerne søgte nu at drive egne faste Dommere igjennem og efter romersk Mønster at udvikle Vidnebeviset. Paatalen begyndte at blive offentlig, Forhør blev indført i visse Sager, og dette ledede igjen til Skriftlighed, hvad der end mere fremmes ved Parliamenternes og Appellens Indførelse.
De norske Konger stode dengang i personlig Forbindelse med de franske og søgte i disse sine Mønstre. Fornemme Nordmænd søgte hen til de berømte Høiskoler i Paris og Orleans, hvorfra de vendte hjem fuldlært i den romerske Ret og stundom endog som utriusque juris doctores. Og i sit Fædreland optraadte de da som sine franske Standsbrødres Efterlignere, som Kongedømmets ivrige Tilhængere. Bjarne Lodinssøn, magister et professor juris civilis fra Paris, var som Medlem af Formynderregjeringen under Erik Magnussøn den vigtigste Forsvarer af Kongedømmets Ret ligeoverfor Kirkens Anmasselser. Og Haakon Magnussøns Cantsler Aake, der saa væsentlig hjalp sin Herre til at centralisere Rigsstyrelsen, havde ogsaa indsuget sine Grundsætninger ved et af de franske Universiteter.
Nu, da Lovgivningens store Forøgelse
- ↑ Faustin Helie Théorie de la procédure criminelle I. 248.
